Rainbow Awards sendes for første gang på ZULU

Abdel Aziz Mahmoud modtog prisen for ’Årets LGBT-person’ ved Danish Rainbow Awards – Axgil 2018. (Foto: Lone Israelsen / Lone Israelsen Photography)

Abdel Aziz Mahmoud modtog prisen for ’Årets LGBT-person’ ved Danish Rainbow Awards – Axgil 2018. (Foto: Lone Israelsen / Lone Israelsen Photography)

09. oktober 2018;
Af: Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

ZULU bringer mangfoldighedsfesten ud til seere og brugere.

TV 2 ZULU transmitterer til foråret prisuddelingen Rainbow Awards, som hylder mangfoldighed og ytringsfrihed og uddeler priser til personer, organisationer og virksomheder, der har gjort sig positivt bemærket i LGBT+ miljøet.

Prisuddelingen har eksisteret i ti år, og 2019 bliver det første år, hvor showet kommer på tv. Ifølge TV 2 ZULUs kanalchef, Sune Roland, er det naturligt, at ZULU bliver vært for tv-premieren på Rainbow Awards.

- Rainbow Awards er et fantastisk initiativ, som hylder netop dem, der tør være sig selv. Showet er en stor fest for kærlighed og mangfoldighed. Det flugter perfekt med ZULU, som stikker ud og er original i hele sin grundvold. ZULU er original på de platforme, hvor vi hver dag møder seere og brugere, og det er vi, når vi om kort tid uddeler ZULU-legatet. Og vi vil vise samme originalitet, når vi sender Rainbow Awards, siger Sune Roland.

Han tilføjer, at transmissionen af Rainbow Awards også flugter med ZULUs øgede fokus på events – i de seneste år for eksempel teaterstykket ’SKAM’, Youtube-awarden ’Guldtuben’ og e-sport-stævnerne BLAST Pro Series foruden kanalens traditionsrige ’ZULU Awards’ og ’ZULU Comedy Festival’.

Sune Roland, kanalchef for TV 2 ZULU, mener, at det er naturligt at TV 2 ZULU bliver vært for Danish Rainbow Awards (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

Hylder retten til at være ”den, vi er”
Rainbow Awards løber af stablen i april 2019 og produceres af Warner Brothers International TV Production Denmark i samarbejde med foreningen Rainbow Business Denmark.

- Lige rettigheder og rummelighed er desværre ikke en selvfølge i Danmark og slet ikke i flere af vores nabolande. Vi forsøger med uddelingen af vores priser at sætte fokus på de mennesker, som i hverdagen gør en forskel for LGBT-personer på disse områder. Med samarbejdet med ZULU får vi mulighed for at fortælle disse gode historier til et større publikum end tidligere, siger Carsten Volden, formand for Rainbow Business Denmark.

Rainbow Awards hylder retten til at være ”den, vi er”, og at vi i Danmark er frit stillet til at deltage i den offentlige debat, hvad enten det drejer sig om religion, køn, politisk ståsted eller seksualitet. En ret, som ZULU bakker stærkt op om.

”Vi har retten til at tro, på hvilken gud vi vil, stemme på det politiske parti, der repræsenterer vores værdier, og gifte os med den, vi elsker, uanset om det er en mand eller kvinde. Vi har sågar retten til at bestemme, om vi selv ER mand eller kvinde”, hedder det blandt andet i værdigrundlaget for Rainbow Awards.

I 2018 overrakte H.K.H. Kronprinsesse Mary æresprisen ved Danish Rainbow Awards - AXGIL 2018. (Foto: Lone Israelsen / Lone Israelsen Photography)

Billede {0} af {1}