"Tour de Danmark" - seerinteresse i top

20. juli 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

Flere end 900.000 seere fulgte de afgørende minutter af søndagens etape i Alperne - seertallene til TV 2s Tour de France-dækning er p.t. de højeste i fem år.

TV 2s Tour-hold på skærmen, Dennis Ritter, Jørgen Leth, Rolf Sørensen og Thomas Kristensen, har stigende seertilslutning i år.


Tour de France er sommerens helt store tv-begivenhed – og i 2009 er det tilfældet i højere grad end sædvanligt. Sådan er konklusionen, når man læser seertallene for TV 2s dækning af Tour de France i år.

Søndag var et foreløbigt højdepunkt i dette års Tour de France-dækning. Flere end 900.000 danskere så med i de afgørende minutter af den første etape i Alperne. Hvis man ser på gennemsnittet set over alle de fire timer, som etapen varede, var der næsten 600.000 danskere – nøjagtigt 596.000 seere – der valgte at følge TV 2s dækning af Tour de France. Set over hele Touren er
TV 2s seertal på Tour de France de højeste i de seneste fem år.

- Vi er meget glade for, at der er så mange danskere, der ønsker at følge vores dækning af Tour de France. Det er klart, at den danske etapesejr til Nicki Sørensen har medvirket til, at seertallene er steget, men der er næppe heller tvivl om, at Lance Armstrongs comeback har bidraget positivt. Vi er også overbevist om, at TV 2s konstante fokus på at forbedre kanalens dækning i vores studieudsendelser før etaperne, under selve etaperne og i studie-udsendelserne efter etaperne har leveret et bidrag til, at vi har så fantastiske seertal til Tour de France, siger TV 2s Tour de France-redaktør, John Jäger, der også er souschef for TV 2|SPORTEN.

Usædvanligt mange seere søndag eftermiddag
De 596.000 seere til etapen søndag er ganske usædvanligt til et program en søndag eftermiddag og ikke mindst til et program på fire timer. Det er dog ikke kun denne etape, der har imponeret. Lørdag var der 492.000 seere til etapen, og studieudsendelsen efter danske Nicki Sørensens etapesejr blev set af 483.000 danskere seere.

- Det er helt overvældende, at vi kan trække så mange seere ind til vores dækning af Tour de France. Og vi er ekstra stolte over, at vi på nuværende tidspunkt er det land i Europa, hvor der procentvist er flest mennesker, der vælger at se Tour de France. Langt over halvdelen af dem, der har tændt for fjernsynet, vælger at se på vores Tour de France. Det har vi grund til at være meget stolte over, siger John Jäger og fortsætter:

- Vi får hele tiden henvendelser fra seerne om, hvad vi kan gøre bedre. Vi overvejer alle forslag – og fører en række af dem ud i livet. Danskerne ser TV 2s Tour de France-dækning som ”deres Tour de France-dækning”. Det er en helt særlig ære, som vi er ydmyge overfor – og sætter stor pris på.

Flere Alpe-etaper i vente
Tour de France fortsætter i de kommende dage med flere Alpe-etaper. Tirsdag begynder ”Tour de France: Studiet” klokken 12.30, og onsdag sendes ”Tour de France: Studiet” allerede klokken 11.30. Begge dage går
TV 2s direkte transmission i gang umiddelbart efter etapens begyndelse.


Følg også Tour de France på tour.tv2.dk og læs om Touren på Sputnik her.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}