"Natholdet" fik god start

28. september 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

Med 282.000 seere til premieren på Anders Breinholts nye late night-show fik TV 2 indfriet forventningerne.

Anders Breinholt i "Natholdet". (Foto: Martin Juul / TV 2)


TV 2s nye late prime-satsning, "Natholdet", kom særdeles godt fra start ved premieren mandag aften - både på tv og på Facebook, hvor programmet siden premieren har mere end fordoblet antallet af fans til næsten 4.000.

Efter yderligere én dag var antallet af fans på Facebook onsdag igen fordoblet til over 8.000.

På tv blev premieren på "Natholdet" fulgt af 282.000 danskere - væsentligt flere, end TV 2 plejer at have mandag klokken 23.05-23.35.

Blandt de 21-50-årige fik "Natholdet"-premieren en rating på 6,6 procent mod normalt tre-fire procent til TV 2 i dette tidsrum.

- Seertallene til premieren er over det niveau, vi havde regnet med. "Natholdet" er en del af en langsigtet strategi for at sikre flere TV 2-seere i den sene aftenflade, og "Natholdet" er et program, som folk skal have lov til at opdage. Men hvis de her tal holder, har vi ramt plet med strategien, siger TV 2s programdirektør, Palle Strøm, til mediawatch.dk.

Ny 22-udsendelse
TV 2 havde mandag ligeledes premiere på en ny udgave af NYHEDERNE 22.00 med sportsnyheder og vejr. Det nye programflow gav mange seere - cirka 700.000 - til både NYHEDERNE og SportsNyhederne.

Også den sene regionale nyhedsudsendelse havde flere seere end sædvanligt - cirka 650.000 - ligesom fodboldmagasinet "Hutlihut" havde god tilslutning med 372.000 seere.

Også tidligere mandag aften opnåede TV 2 flot seertilslutning. "Operation X: De sorte roser" blev set af 949.000 danskere, "Station 2 Special: Kriminaltekniker-ne" blev set af 920.000, og "Station 2: Lufthavnsstrømer" havde 783.000 seere.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}