Populær ”Armadillo”-aften på TV 2

07. januar 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

Succesen for den prisbelønnede dokumentarfilm ”Armadillo” fortsatte, da TV 2 torsdag aften viste filmen efterfulgt af politisk topdebat. Hele 1.075.000 så ”Armadillo”, hvilket er det højeste seertal til en dokumentarfilm på TV 2 i tre år.


Over én million seere til en dokumentarfilm hører til sjældenhederne. Men det var netop, hvad ”Armadillo” havde, da den torsdag aften blev vist på TV 2. Hele 1.075.000 danskere så den skelsættende dokumentarfilm, der følger danske soldater i den forreste linje i Helmand-provinsen i Afghanistan. Og mange af seerne blev hængende på TV 2, da der efterfølgende var debat mellem politikere, soldater, pårørende og meningsdannere – den debat blev set af 774.000 seere.

- De flotte seertal viser, at danskerne er glødende optaget af de danske soldaters indsats i Afghanistan, og de er meget interesseret i at få indblik i krigens udvikling. Det indblik giver ”Armadillo”, der både er unik, enestående og fantastisk, og derfor har filmen fuldt fortjent vundet så mange priser. Det er en verdensklasse dokumentarfilm, og det bliver understreget, når mere end én million danskere ser med, siger TV 2s nyhedsdirektør, Michael Dyrby, og tilføjer:

- Seertallene understreger, at TV 2s satsning med at tage seriøst fat i væsentlige og alvorlige emner og give dem god tid i den bedste sendetid er et rigtigt valg. Danskerne vil det nemlig gerne. Det så vi med topmødet i oktober, og det så vi med seertallene i går. Og på TV 2 vil vi selvfølgelig fortsætte med at tage fat i alvorlige og væsentlige samfundsemner og behandle dem seriøst.

Det er mere end tre år siden, en dokumentarfilm på TV 2 havde så mange seere. Det var 3. januar 2008, hvor dokumentaren ”Laudrup – en dansk familie” blev set af 1.237.000 danskere.

”Armadillo” udløber af kritikerrost TV 2-projekt
”Armadillo” giver et meget væsentligt og seværdigt vidnesbyrd om, hvad krig kan være for dem, der står midt i den. Filmen, der var en del af det roste TV 2-projekt ”Vores Krig”, har modtaget en række internationale priser og er set af 118.000 danskere i biograferne, hvilket gør ”Armadillo” til den næstmest sete danske dokumentarfilm nogensinde i biograferne.

Søndag 9. januar kl. 22.45 viser TV 2 den lange version af ”Armadillo”.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}