Nyt comedy-aftenshow på Zulu

Jonas Schmidt, Brian Mørk, MC og Signe Molde styrer i cool, afslappet stil ”Zulu Late Night, Live!”, der vender genren på hovedet på bedste Zulu-facon. Showet bliver sendt direkte fra Zulu-loungen i TV 2s kantine på Teglholmen hver mandag-torsdag fra 9. februar.

De fire værter i "Zulu Late Night, Live!", MC, Signe Molde, Brian Mørk og Jonas Schmidt.


”Zulu Late Night, Live!” er stand-up comedy, sketches, fest og ballade, fiktion
og fakta, aktualiteter og absurditeter – alt sammen blandet sammen på en sjov, Zulu-skæv måde. ”Zulu Late Night, Live!” er fyraftensbaren og natklub-ben, hvor de sjove og de kendte hænger ud, når Zulu sender direkte fra den topmoderne New Yorker inspirerede lounge, bygget til lejligheden i TV 2s kantine på Teglholmen i København.

Husorkester og aktuelle gæster
Vær med, når ”Zulu Late Night, Live!” får besøg af aktuelle gæster og figurer, møder ”Verdens grimmeste mand”, præsenterer en guide til voksen-mobning, træffer de kendte med bue og pil og smider de sejeste komikere, de sjoveste kendisser og de hotteste musiknavne ud på dybt vand. Alt sammen pakket ind i dagsaktuel satire, mærkelige ”nyheds-blips” fra radaren - krydret med pruttende pausefisk, uheldige overvågningskameraer og lun live-musik fra Zulu-loungens husorkester, det acapellasyngende vaskebrætsband ”Tobacco”.

- Seerne ved aldrig, hvem af os der bliver den pågældende aftens værter. Hver aften kaster vi en pose runer og hønseben ud på gulvet, som fortæller os, hvad der skal ske, fortæller Brian Mørk, der har premiere-værtstjansen sammen med Jonas Schmidt.

- Vi glæder os vildt meget til at komme i gang. Vi er fire meget forskellige værter, men vi har en super god energi og den sorteste humor sammen. Det kommer forhåbentligt til at skinne igennem i showet – og når det så bliver krydret med en masse fede gæster, sketches og den nerve, der ligger i at sende live, så tror jeg nok, at vi og seerne får en fest hver aften på Zulu, siger Jonas Schmidt.

Live-show fire aftener om ugen i otte uger
”Zulu Late Night, Live!” går i luften mandag 9. februar kl. 22.50 og sendes direkte fra Zulu-loungen i TV 2s kantine på Teglholmen hver mandag til torsdag i otte uger. De fire værter styrer på skift to og to Zulus nyeste skud på comedy-stammen. ”Zulu Late Night, Live!” bliver en folkefest, hvor alle i Danmark kan lege med.

Publikumsinteresserede kan skrive til TV 2 på følgende adresse: publikumlatenight@tv2.dk