Ny vanvittig comedyserie på Zulu

04. april 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 Zulu præsenterer mandag 11. april kl. 21.30 ”Anstalten”, en ny vanvittig original comedyserie med bl.a. Linda P, Mick Øgendahl, Rasmus Bjerg samt Hella Joof, der også fungerer som instruktør på serien.


Når Zulu mandag 11. april og de efterfølgende fem mandage åbner dørene til den dysfunktionelle idyl på den lukkede anstalt Lykkebo, bliver det i selskab med den distræte forstanderinde Sonja (Hella Joof), blandings-misbrugeren, kleptomanen og pyromanen Jenny (Linda P), den skizofrene Leon (Mick Øgendahl), sociopaten Ernst (Rasmus Bjerg) samt den apatiske og jævnligt seksuelt opstemte Miffy (Linda P).

Seerne kan glæde sig til at følge den brogede skare af ansatte og indlagte på Lykkebo, når de i kapløb mod tiden og al sund fornuft forsøger at skaffe penge til institutionen, der er lukningstruet på grund af dårlig forvaltning.

Linda P som kleptomanen og pyromanen Jenny.

Manuskriptet til ”Anstalten” er skrevet af makkerparet Linda P og Christina Cederqvist, og idéen til det tossede persongalleri stammer helt tilbage fra dengang, Linda P arbejdede som maler.

- Jeg malede engang i et beboerhus. Nogle af beboerne havde det svært socialt, andre havde personlighedsspaltning. Det mest morsomme var dog, at de ansatte forekom mest sindssyge. Det er det, jeg har prøvet at give udtryk for i min serie, eksempelvis i karakteren Sonja, der er vanvittig distræt, og intet ænser omkring sig. Det, synes jeg næsten, er det sjoveste, siger Linda P.

Linda P er begejstret for arbejdsprocessen og især Hella Joofs evner som både skuespiller og instruktør:

 - Hella er fantastisk til det, hun gør. Hun gav os alle et startskud og hjalp os med at udvikle de personligheder, vi skulle "naile". Efterhånden var det mere en leg, end det var arbejde, siger Linda P, der glæder sig til at se, hvordan danskerne tager imod serien.

Det samme gør TV 2 Zulus kanalchef.

- ”Anstalten” er blevet meget vellykket, og det skyldes i høj grad nogle særdeles fremragende præstationer fra de medvirkende. Rasmus Bjerg, Mick Øgendahl, Linda P og Hella Joof overgår sig selv på hver deres måde i de her roller, så vi tør godt love publikum nogle uforglemmelige højdepunkter, siger Maiken Wexø.

Instruktøren Hella Joof, der tidligere har instrueret filmene "En kort en lang", "Oh happy day" og senest "Se min kjole, har med "Anstalten" lært en masse om komedie - og har haft det fantastisk underholdende under indspilningerne.

Rasmus Bjerg, Hella Joof og Mick Øgendahl.

- Jeg har lært nogle dejlige unge, sjove skuespillere at kende og lært en masse af deres indgang til komedie, som er en helt anden end min, der er rundet af nedtursfirsere og overlevelses-ironi. Jeg har grinet mindst halvanden time om dagen, og det er der ikke mange, der gør på en uge. Og så på arbejdet, som man også får løn for. Kan man være mere heldig, spørger Hella Joof, der i "Anstalten" spiller den distræte forstanderinde Sonja.

"Anstalten" har premiere mandag 11. april kl. 21.30 på TV 2 Zulu, og du kan se en trailer for serien her.

----------

Hvis du ikke kan vente på "Anstalten", kan du gå ind på https://www.facebook.com/ZULUANSTALTEN og tage mentaltesten, der er "hysterisk misvisende og ikke bør danne grundlag for reelle indlæggelser".

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}