Ny koncernstrategi: Et stærkere TV 2

TV 2s administrerende direktør, Merete Eldrup. (Fotos: Miklos Szabo / TV 2)

TV 2s administrerende direktør, Merete Eldrup. (Fotos: Miklos Szabo / TV 2)

TV 2s koncernstrategi for 2018-2021 skal styrke virksomhedens digitale position og sikre, at indholdet også i fremtiden kan engagere og samle danskerne.

I 30 år har TV 2 indtaget en unik rolle i det danske mediebillede. En rolle, der ikke efterlader tvivl om virksomhedens styrke på tv-markedet, og ambitionen for de kommende år er at fastholde denne styrke i et streaming-landskab med massiv digital konkurrence og forbrugervaner, der hele tiden ændrer sig.

- TV 2 skal være stærkere på det digitale område, samtidig med at vi vil værne om den forretning, vi allerede har. Den gode nyhed er, at de to ting ikke er i modstrid med hinanden – snarere tværtimod, og det afspejler vores nye koncernstrategi. Dansk indhold i høj kvalitet binder hele vores forretning sammen, og TV 2s digitale succes de kommende år skal stå på de brede skuldre, vi har i dag takket være en lang række styrkepositioner opbygget over de seneste 30 år, siger TV 2s administrerende direktør, Merete Eldrup.

Læs også:
Fødselsdagsinterview med Merete Eldrup: - Vi er heldigvis bedre til at se muligheder end begrænsninger

Fokus på TV 2 PLAY
Den nye koncernstrategi skal styrke TV 2s transformation til digital medievirksomhed. Det indebærer et stærkere TV 2 PLAY, et øget fokus på abonnementsforretningen uanset karakteren af kundeforholdet, et alsidigt udbud af kvalitetsindhold på alle platforme og et målrettet arbejde for at sikre, at TV 2 også i fremtiden har en plads i de unges mediebrug. 

- Med koncernstrategien vil vi gøre TV 2 stærkere i bred forstand, og det er ikke nogen nem opgave i en fragmenteret medievirkelighed. Vi står over for en række strategiske udfordringer, som i deres essens handler om ændrede vaner hos seerne og øget konkurrence med fald i den traditionelle del af forretningen til følge. Til gengæld kan vi hente styrke på det digitale område, hvor TV 2 PLAY er helt central og skal bidrage til betydelig vækst i den digitale omsætning, siger Merete Eldrup.

Direktøren understreger, at TV 2 ikke aktivt vil trække kunderne væk fra de traditionelle tv-pakker og ind i TV 2 PLAY-universet. TV 2 vil til gengæld samle flest mulige kunder op med et stærkt streaming-tilbud i en tid, hvor der af sig selv sker et kundefrafald hos tv-distributørerne, og hvor brugen af streaming er i vækst.

Merete Eldrup: - Vi skal i de kommende år fortsat tjene penge for at producere dansk kvalitetsindhold, men vi skal i højere grad gøre det via TV 2 PLAY på en måde, der gør det nemt og attraktivt for abonnenterne at finde og forbruge indholdet.

Tjener penge for at producere godt indhold
Strategien bygger på en lang række underliggende fokusområder. På det indholdsmæssige område handler det om at fastholde de robuste og velpositionerede tv-kanaler, bidrage til væksten på TV 2 PLAY, arbejde offensivt med tv2.dk og apps samt øge fokus på den unge målgruppe.

Kommercielt er der overordnet fokus på at optimere totalomsætningen med abonnementsbasen som omdrejningspunkt og samtidig blandt andet udvikle addressable tv-reklame og styrke TV 2 PLAY.

På det digitale og tekniske område fastholdes det høje ambitionsniveau inden for tv-produktion, mens TV 2 PLAY styrkes gennem en lang række udviklingstiltag, den fælles digitale brugerrejse og en agil udviklingsorganisation.

TV 2 PLAY har dermed en afgørende rolle i TV 2s nye koncernstrategi – og det samme har det gode indhold.

- Indholdet er vores klare berettigelse i fremtidens mediemarked og omdrejningspunktet i vores mission om at drive public service-virksomhed på et kommercielt grundlag. Vi skal i de kommende år fortsat tjene penge for at producere dansk kvalitetsindhold, men vi skal i højere grad gøre det via TV 2 PLAY på en måde, der gør det nemt og attraktivt for abonnenterne at finde og forbruge indholdet, siger Merete Eldrup. 

Billede {0} af {1}