Ny fiktion, underholdende weekend og store events og dagsordener

TV 2s kanalchef Lotte Lindegaard. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

TV 2s kanalchef Lotte Lindegaard. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

07. august 2019;
Af: Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

TV 2 har meget på hjerte i en række vigtige events i efteråret. Hverdagene leverer fiktionsperler på en snor, nye faktaprogrammer og stærke livsstilformater, mens TV 2 sender nyproduceret dansk underholdning både fredag, lørdag og søndag.

Efter et 1. halvår 2019, som har været det stærkeste for TV 2s hovedkanal siden 2011 og for TV 2-familien i ti år, er TV 2 klar med en efterårsplan med store ambitioner. Her byder TV 2 og TV 2 PLAY på programmer og events til hjerne og hjerte – og til både smil, overraskelse og tårer.

TV 2s efterår er blandt andet præget af flere store events med samfundsmæssigt perspektiv, blandt andet med fokus på klima og miljø. I øjeblikket sender TV 2 ’Vores vilde vej’, der fortæller om biodiversiteten lige uden for vores havedør, og i uge 37 er TV 2 og Danmarks Naturfredningsforening klar med ’Danmark planter træer’, som samler ind til plantning af træer i otte folkeskove over hele landet.

Ugen efter – i uge 38 – sætter TV 2 fokus på plastikforurening med bl.a. dokumentarprogrammer. Også TV 2 Nyhederne, TV 2 Regionerne og TV2.dk leverer journalistisk dækning i forbindelse med disse events.

Læs mere om TV 2s fokus på ’Vores jord. Vores ansvar’ her.

I uge 43 er TV 2 tilbage med Knæk Cancer, der igen har fokus på den sygdom, der rammer hver tredje af os, og som de to andre er pårørende til. Knæk Cancer er blevet en folkesag, som hvert år engagerer tusindvis af danskere. Årets Knæk Cancer-uge kulminerer lørdag 26. oktober med ’Knæk Cancer Live’, der indsamler penge til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, patientstøtte og forebyggelse.

(Foto: TV 2)

Fiktionsserier som perler på en snor
Efteråret på TV 2 og TV 2 PLAY byder også på nye, danske fiktionsserier, der ligger som perler på en snor fra september, hvor krimiserien ’DNA’ med Anders W. Berthelsen har premiere. I rollen som politiefterforskeren Rolf Larsen indleder han en intens eftersøgning efter at have fået nye oplysninger om sin formodede afdøde datter. Læs mere om ’DNA’ her.

Efter ’DNA’ har TV 2 premiere på den nye dansk-norske dramaserie ’Mellem os’ om det moderne parforhold. Her følger vi to par – herunder det danske par spillet af Lærke Winther og Johannes Nymark – der drømmer om den store og evige kærlighed, men som også påvirkes af eksempelvis en ekskæreste, utroskab, uopfyldte drømme og en graviditet, der bare ikke kommer.

- Vi har et stærkt line-up af fiktionsserier i efteråret, og det ligger helt i tråd med vores ambition om at give danskerne kvalitetsfiktion i så mange af årets 52 uger som muligt. Efter et 1. halvår med ’Lykke-Per’, ’Badehotellet’ og TV 2 CHARLIEs ’Sygeplejeskolen’, der alle har sat sig i vores hjerter, og som er set og streamet i stor stil, er sporene lagt smukt ud til efterårets titler. Vi fortsætter vores samarbejde med nye talenter og har for første gang etableret et dansk-norsk initiativ. Og vi skifter de historiske rammer ud med en stærk krimi og med en serie om parforhold, som vi forhåbentlig allesammen kan spejle os i, siger TV 2s kanalchef Lotte Lindegaard, der pr. 1. september er udnævnt til programdirektør med ansvar for al eksternt produceret indhold på TV 2s hovedkanal, TV 2 PLAY, TV 2 ZULU, TV 2 CHARLIE og TV 2 FRI. Her vil Lotte Lindegaard have et særligt fokus på det næste ryk i udviklingen af TV 2 PLAY, hvor det indhold, der i særlig grad driver streamingen, skal prioriteres.

Fiktionsåret 2019 afrundes i flot stil med premieren 1. december på TV 2s nye familiejulekalender ’Tinka og Kongespillet’.

Årets kunstnere er: Medina, Anders Blichfeldt, Chief 1, Teitur, Kwamie Liv, Cæcilie Norby og Carl Emil Petersen (Foto: Mikael Rieck /TV 2)

Ny dansk underholdning fredag, lørdag og søndag
Weekenden på TV 2 er lig med dansk underholdning af fineste kaliber, og både fredag, lørdag og søndag er der helt ny underholdning på programmet.

En ny sæson af ’Toppen af poppen’ med både nye og rutinerede danske kunstnere, heriblandt Carl Emil Petersen, Medina og Anders Blichfeldt, er på skærmen fra søndag 18. august, og senere på efteråret bliver de fængende musikalske fortolkninger afløst af en ny sæson af den succesfulde quiz ’Jo færre jo bedre’.

Fredag aften står i dansens tegn, når TV 2 byder indenfor til en ny sæson af ’Vild med dans’ med en række nyskabelser på programmet, herunder en ny dommer og – for første gang i den danske ’Vild med dans’-historie – et dansepar bestående af to mænd.

’Vild med dans’ kommer – som alle tidligere år – til at fortælle fantastiske udviklingshistorier om nydansere, hvor foreløbig disse deltagere er offentliggjort.

Lørdag aften byder TV 2 på en ny sæson af ’Danmark har talent’, der igen bliver et overflødighedshorn af underholdning i alle mulige former og farver. Også her er der fornyelse i form af nye værter og tre nye dommere. Læs flere artikler om ’Danmark har talent’ her.

- Underholdning er en vigtig genre for os, fordi underholdning – og i øvrigt også stor sport – stadig ses live og på tværs af generationer i højere grad end mange andre tv-genrer, siger Lotte Lindegaard og fortsætter:

- Jeg er meget stolt af efterårets TV 2-underholdningsformater, som vi har ”skruet på”, så de står knivskarpt. Med ’X Factor’ placeret i foråret har vi kunnet flytte ’Danmark har talent’ til efteråret, så vi nu har stor underholdning alle weekendens tre dage, hvor vi hermed giver plads til både professionelle og amatørtalenter.

Seks landmænd fra hele Danmark leder efter en sød kæreste. Det hjælper vært Lene Beier dem med at finde, når TV 2 er klar med endnu en sæson af 'Landmand søger kærlighed'. (Foto: Anders Brohus /TV 2)

Livsstil og fakta
Hverdagene på TV 2 bliver blandt andet kendetegnet ved en række livsstilsprogrammer – både nye og velkendte. I 13 uger skruer TV 2 op kærligheden og de varme følelser i en ny sæson af det populære ’Landmand søger kærlighed’.

TV 2-seerne kan også følge familien Beha Erichsen i nye afsnit af ’Kurs mod nord’, hvor familien oplever, hvordan klimaforandringer påvirker livet i de nordligste egne af Europa.

Den prisbelønnede og historiefortællende vært Peter Ingemann er parat med nye afsnit af to programserier – nemlig nye udgaver af ’Størst’ og ’Ingemann i østblokken’, hvor han besøger Østeuropa i anledning af 30-året for Murens fald.

Også TV 2s populære boligprogram ’Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed’ er tilbage med nye afsnit, og det samme er livsstilsserierne ’Gutterne på kutterne’ og ’Auktionshuset’.

- I efteråret byder vi ligeledes på nye afsnit af ’De sjældne danskere’ med de skønne børn og deres familier, der tog os med storm sidste efterår, og som blev hædret med en flot TV-Guld-pris for ’årets nye tv-program’ i 2018. Indblikket i deres liv – som er fyldt med modstand – er dybt livsbekræftende, og disse børn kan vi selvfølgelig ikke sige farvel til, siger Lotte Lindegaard.

Om oprydning, vildt ungdomsliv og tabubelagt prostitution
Blandt de nye programmer i hverdagene er ’Det roder’, som er inspireret af oprydningsguruen Marie Kondos bestsellere. TV 2 sender også den nye – og ind imellem skræmmende – dokumentarserie ’Din teenagers hemmelige liv’ om det vilde ungdomsliv med fest og en til tider ustabil og påvirket tilværelse.

Blandt de helt nye programmer er også ’Helt sort’, hvor den danske komiker Melvin Kakooza tager rundt i landet for at finde ud af, hvad der egentlig forener os, og hvad der omvendt splitter os.

’Operation X’ er tilbage i efteråret, og herudover byder TV 2 på en række nye debatskabende dokumentarer og reportageprogrammer om væsentlige samfundsforhold, bl.a. et nyt indblik i hverdagen i daginstitutionerne og et fokus på særlige kriminalsager.

TV 2 sender også programmerne ’Mit liv som mandeluder’ og ’Mit liv som sexkunde’, hvor Lisbeth Zorning sætter nye perspektiver på en lukket og tabubelagt verden. I en anden, ny programrække følger TV 2 sexarbejderen Sofie Brandvarm, der især blev kendt i TV 2-serien ’Mit liv som luder’ om sexarbejde. I den nye programserie undersøger Sofie Brandvarm forholdene for kollegerne i Tyskland og New Zealand, hvor prostitution er legaliseret. Det bliver blandt andet til et besøg på et megabordel i Frankfurt og et økologisk bordel, og den danske sexarbejder undersøger både for- og bagsiden af medaljen af branchen i de to lande.

Billede {0} af {1}