Murens fald markeres i Berlin og Danmark – og på NEWS

Murens fald for 30 år siden markeres i Berlin og flere steder i Danmark, hvorfra TV 2 NEWS rapporterer lørdag 9. november.

Murens fald for 30 år siden markeres i Berlin og flere steder i Danmark, hvorfra TV 2 NEWS rapporterer lørdag 9. november.

08. november 2019;
Af: Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

TV 2 NEWS sender direkte fra festlighederne ved Brandenburger Tor lørdag, og TV 2 dækker begivenhederne i sine nyhedsudsendelser i weekenden.

Der blev skrevet verdenshistorie i Europa, da Berlinmuren faldt. Og nøjagtigt på 30-årsdagen for Murens fald lørdag 9. november markeres og fejres begivenheden igen i hjertet af Tysklands hovedstad – ved Brandenburger Tor.

Også på TV 2 og TV 2 NEWS får 30-året for Murens fald en fremtrædende plads. TV 2 har korrespondent Uffe Dreesen og nyhedsvært og tidligere korrespondent Poul Erik Skammelsen med fra Berlin i dagene omkring 9. november. De har følgeskab af Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent Kristian Mouritzen og avisens Tysklands-korrespondent, Lykke Friis, der om få uger bliver direktør for Tænketanken Europa.

I NEWS-studiet i København sidder blandt andre korrespondent Ulla Terkelsen, tidligere minister Søren Pind og historiker Moritz Schramm. NEWS-værter i forbindelse med transmissionen fra Berlin er Anna Ingrisch og Allan Silberbrandt.

- Berlinmuren stod i 28 år som symbolet på den kolde krig og opdelingen mellem det kommunistiske Østeuropa og det demokratiske Vesteuropa. Murens fald 9. november 1989 blev startskuddet til den kolde krigs ophør, Sovjetunionens sammenbrud og en ny historisk æra. Men selvom det er 30 år siden, opleves der stadig markante politiske spændinger mellem det gamle øst og vest, siger politisk udviklingschef Ulla Østergaard, TV 2.

Fra de verdenshistoriske dage i Berlin i november 1989. (Arkivfoto: Ritzau Scanpix)

TV 2 NEWS sender fra Berlin flere gange i løbet af lørdagen, blandt andet når den tyske præsident Frank-Walter Steinmeier tager imod sine præsidentkolleger fra Ungarn, Polen, Tjekkiet og Slovakiet. Fra sidst på eftermiddagen og cirka fire timer frem transmitterer NEWS fra festlighederne i Berlin, blandt andet taler af Berlins borgmester og den tyske præsident samt en masse musik og underholdning.

Murens fald markeres også i Danmark
Markeringen af Murens fald foregår ikke alene i Berlin. TV 2 NEWS har også interviews med tidligere danske udenrigsministre og spørger blandt andet, om Vesten gjorde nok efter Murens fald – og om de vestlige ledere gjorde det rigtige.

TV 2 NEWS har også live-reportere rundt omkring i Danmark, hvor Murens fald markeres. De Konservative holder en konference på Christiansborg, Nationalmuseet har en særlig udstilling om emnet, og TV 2 NEWS besøger Stevnsfortet, hvorfra det danske forsvar holdt øje med nabolande i østblokken.

Herudover er TV 2 med ved et arrangement i Gedser, hvor også blandt andre Hans Engell deltager. 500 østtyskere tog 11. november – blot halvanden døgn efter Murens fald – færger fra Travemünde i det daværende Østtyskland til Gedser og blev modtaget med kaffe. Lørdag vender 40 af de tidligere østtyskere tilbage til en ny modtagelse.

Læs også: Ingemann rejser ind bag det gamle jerntæppe

via dette link

Det kan være svært at forestille sig i dag - men sådan var Berlin delt af Muren i årene mellem 1961 og 1989.

Billede {0} af {1}