Ingemann rejser ind bag det gamle jerntæppe

30-året for Murens fald markeres i fire programmer på TV 2 PLAY og TV 2, hvor Peter Ingemann rejser rundt i den tidligere østblok. (Fotos: Oliver Maynard Ingwersen / Heartland / TV 2)

30-året for Murens fald markeres i fire programmer på TV 2 PLAY og TV 2, hvor Peter Ingemann rejser rundt i den tidligere østblok. (Fotos: Oliver Maynard Ingwersen / Heartland / TV 2)

31. oktober 2019;
Af: Lone Leth-Larsen, TV 2 Kommunikation

30-året for Murens fald markeres på TV 2 NEWS, i TV 2s nyhedsudsendelser og magasinprogrammer samt i fire programmer, hvor Peter Ingemann besøger steder og personer, som spillede en afgørende rolle i den historiske begivenhed.

TV 2 og TV 2 NEWS markerer i de kommende dage og uger 30-året for Murens fald i både nyhedsudsendelser og magasinprogrammer som ’Go’ morgen Danmark’ samt i fire programmer, hvor Peter Ingemann rejser en tur bag det tidligere jerntæppe, der delte Europa i flere årtier.

Murens fald markeres især 9. november ved en stor fejring ved Brandenburger Tor i Berlin, hvorfra TV 2 NEWS transmitterer. Poul Erik Skammelsen er i Berlin sammen med korrespondent Uffe Dreesen, og også Ulla Terkelsen medvirker i TV 2s dækning.

I Polen kommer Peter Ingemann i audiens hos en af sine egne store helte, den tidligere præsident Lech Walesa.

Tæt på Walesa
Dækningen af 30-året for Murens fald indledes allerede mandag 4. november på TV 2 og TV 2 PLAY med det første af fire programmer i serien ’Ingemann og Jerntæppets fald’. Her rejser Peter Ingemann rundt i den tidligere østblok og besøger nogle af de steder og personer, som kom til at spille en afgørende rolle den historiske begivenhed.

Rejsen bringer ham til tidligere brændpunkter i Berlin, Moskva, Ukraine, Polen, Ungarn og Rumænien, hvor han møder nogle af de mennesker, der med livet som indsats satte sig op imod det kommunistiske styre og kæmpede for friheden.

For eksempel kommer Peter Ingemann på turen til Polen i audiens hos en af sine egne store helte, den tidligere præsident Lech Walesa. Det møde går dog ikke helt efter planen, og Peter må i dén grad trække på sin historiske viden for at vinde den aldrende ekspræsidents respekt.

Peter Ingemann møder den legendariske Mathias Rust. Manden, der i 1987 skabte overskrifter verden over, da han landede sit lille Cessna-fly på Den Røde Plads i Moskva.

Mathias Rust og Scorpions
På en lille flyveplads i Tyskland møder Peter Ingemann den legendariske Mathias Rust – manden, der som kun 19-årig skabte overskrifter verden over, da han i 1987 landede sit lille Cessna-fly i Sovjetimperiets magtcentrum: Den Røde Plads i Moskva.

Programmerne giver også plads til grin og idoldyrkelse, når Peter Ingemann møder rockbandet Scorpions og får historien bag et af verdenshistoriens største hits ’Wind of Change’, som nærmest blev soundtracket til Berlinmurens fald og fjernelsen på Jerntæppet.

Se trailer for ’Ingemann og Jerntæppets fald’ herunder.

Billede {0} af {1}