Mick Ø. og Rasmus Olsen fik priser ved ”Zulu Comedy Galla 2012”

Mick Øgendahl blev årets komiker, og Rasmus Olsen vandt Läkerol Talentprisen ved årets show, der var vildere og sjovere end nogensinde.

Vært Nikolaj Lie Kaas i "Zulu Comedy Galla 2012". (Fotos: Per Arnesen / TV 2)


Mick Øgendahl og Rasmus Olsen blev de glade modtagere, da Danmarks mest eftertragtede comedy-priser blev uddelt søndag 2. september under et show, der bød på en lang række overraskelser og masser af latterkrampe.

Aftenens ”Zulu Comedy Galla” åbnede spektakulært med Nikolaj Lie Kaas, der kastede sig ud i en øm dans til Phil Collins-sangen ”In the air tonight”, spillet og sunget af skuespiller Lars Ranthe. Nikolaj fik hjælp af den norskfødte og kun 117 cm høje danser og skuespiller Sigrid Husjord, der gjorde sit for at få opmærksomheden på scenen - til Nikolaj Lis Kaas’ tiltagende irritation og publikums store begejstring.

Hermed var showet sparket i gang, og resten af aftenen bød på en fantastisk blanding af danske komikere og skuespillere, heriblandt Lars Hjortshøj, Jonatan Spang, Linda P, Brian Mørk, Tobias Dybvad, Michael Wulff og Anders Morgenthaler, Tolsgaard og Pretzmann og ikke mindst Niels Hausgaard.

Mick Øgendahl fik prisen for Årets Komiker 2012 ved "Zulu Comedy Galla".


Prisen Årets Komiker gik til Ø.
Det var en glad og rørt Mick Øgendahl, der modtog prisen ’Årets Komiker’ under store klapsalver. Den populære komiker er kendt for sine stærke sceneoptrædener og sin fantastiske mimik. Det er dog hans seneste show ”Spas”, der har ført til udnævnelsen til landets absolut sjoveste menneske anno 2012.

Listen af nominerede til den prestigefyldte pris talte en række prominente komikere: Casper Christensen & Frank Hvam, Lasse Rimmer, Bodil Jørgensen og Jan Gintberg.

Aftenens anden pris, Läkerol Talentprisen på 100.000 kroner, der går til en talentfuld ung komiker, tilfaldt Rasmus Olsen, kendt fra sin optræden i blandt andet ”Comedy Fight Club”. Rasmus har siden sin debut vist en unik sans for at se det sjove i selv den skøreste bagatel.

Rasmus Olsen er desuden en del af det talentfulde redaktionshold på det nye program ”Zulu News, der har premiere mandag 10. september.  Rasmus Olsen vandt æren over de øvrige nominerede Nikolaj Stokholm, Ruben Søltoft og Anders Grau ved en afstemning blandt 130 komikere.

Casper Crump og Jonatan Spang (liggende) i et nummer under comedy-gallaen, der vakte stor jubel hos publikum.


Et show med boybands og crocs sko
Et af aftenens mange populære indslag var komiker Jonatan Spangs og skuespiller Casper Crumps sangperformance, der ville gøre ethvert boyband grøn af misundelse. Med Casper Crumps spektakulære entre fra en wire i loftet, åbenstående skjorter, vindmaskiner og utrolige mængder konfetti gav de to mænd helt nye og sjove dimensioner til udtrykket ”over the top”.

Generelt bød showet på en hel del overraskende sider af velkendte danskere og dette års musikvideo med ”Nik og Ras” hit var ingen undtagelse. De to stjerner Nikolaj Lie Kaas og Rasmus Bjerg havde dette år valgt at bevæge sig over i dance-genren med sangen ’Hvad Der Sker Her’, som bød på helt uforglemmelige øjeblikke med sangsylfiden Medina iført crocs-sko, Stig Rossen i en sadomasochistisk manøvre, sangeren Joey Moe som transvestit og gourmeten Claus Meyer i færd med at indtage Jaka Bov dåsekød. Med andre ord efterlod ”Zulu Comedy Galla 2012” intet at tilbage ønske hos det forventningsfulde publikum.

”Zulu Comedy Galla” er en del af Zulu Comedy Festival 2012, der indtager København og Aarhus med i alt 150 comedy-arrangementer frem til 9. september. Under hele festivalen vil TV 2 Zulu desuden vise tv-premierer på en række one-man-shows med blandt andre Rune Klan, Carsten Bang og Martin Brygmann samt gensyn med Mick Øgendahl, Linda P, Lars Hjortshøj, Jonatan Spang og Brian Mørk.

Læs hele programmet for festivalen i Aarhus og København på zulucomedyfestival.dk.

--------------------------

”Zulu Comedy Galla 2012” sendes på TV 2 Zulu søndag 9. september fra kl. 20.00. Showet genudsendes på TV 2 Zulu torsdag 13. september kl. 21.00 og på TV 2 lørdag 15. september kl. 21.10.