Komikere slog et slag for ytringsfriheden

14. januar 2015;
Af: TV 2 Kommunikation

Showet ’Ikke for sjov’ med bl.a. Jonatan Spang og Christian Fuhlendorff kunne ses live på Comedy ZOO tirsdag aften – eller direkte på TV 2 ZULU.

Standupkomikeren Christian Fuhlendorff på Comedy ZOO. (Fotos: Emil Göhns / TV 2 ZULU)

For første gang nogensinde transmitteredes et show på Comedy ZOO direkte på TV 2 ZULU. Det skete tirsdag 13. januar på initiativ af Jonatan Spang og Christian Fuhlendorff, der med showet 'Ikke for sjov' markerede og hædrede ytringsfriheden. Indtægter fra show og fra tv-transmission går efter initiativ fra komikerne til stiftelsen af en fond, der senere uddeler Ytringsfrihedens Pris.

Tragedien i Paris i sidste uge var et direkte angreb på ytringsfriheden og demokratiet. Den var i særdeleshed en direkte trussel mod medieverdenens journalister og tegnere, men også mod standupkomikere, der ligesom satiretegnere er kendt for at omsætte kultur, politik og religion til satire.

Michael Schøt er vært
Truslen har øget frygten for selvcensur i bl.a. medier - men ikke i den danske standup-branche, der med showet 'Ikke for sjov' markerede, at ytringsfriheden eksisterer i bedste velgående. Vært for showet var en af landets førende satirikere Michael Schøt, der følges af tusinder af fans på www.heltnormalt.dk, hvor han hver uge udsender sin NyUgesTale under titlen Schøtministeriet.

Standupkomikeren Jonatan Spang på Comedy ZOO.

I selskab med Rimmer, Wilson, Eskelund og Marzouk
I løbet af showet optrådte de to initiativtagere Jonatan Spang og Christian Fuhlendorff samt Lasse Rimmer, Jacob Wilson, Carsten Eskelund og Omar Marzouk - sidstnævnte har selv oplevet at få dødstrusler for sine udtalelser.

Pengene fra billetindtægter samt tv-transmission, der var den første af sin art direkte fra Comedy ZOO, går til stiftelsen af Ytringsfrihedens Pris, der på et senere tidspunkt uddeles til en personlighed, der har udvist et særligt mod.

Om baggrunden for showet har Jonatan Spang bl.a. skrevet:

- Med tanke på de skrækkelige begivenheder i Paris satte Christian Fuhlendorff og jeg med lynets hast i sidste uge et show op på Comedy ZOO. Det blev en rørende og fin aften med mange gode komikere på scenen. Jeg skriver ikke klummer og kronikker - så det er på scenen, jeg har brug for at tale om ytringsfriheden for at finde mig selv igen som komiker. Nu gentager vi det tirsdag, og det bliver sendt på TV 2 ZULU. (...) Alle penge, både billetter og fra tv, går til oprettelsen af en fond, der vil støtte mennesker, der udviser mod i det offentlige rum. Om dette bliver noget, vi gør årligt eller kun denne ene gang, ved jeg ikke endnu. Det var bare det.”

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}