Julekalender på TV 2 Radio

29. november 2007;
Af: TV 2 Kommunikation

Radiovært Anders Bonde er sammen med komikeren Rasmus Bjerg hovedkræfterne i "TV 2 Radios Julestue - På Lorteøen..."

Læs flere nyheder

TV 2 Radio begynder fra mandag sin første udgave af en julekalender, og Anders Bonde – til daglig stand up komiker og eftermiddagsvært på radioen – er værten, der byder inden for i julestuen alle hverdage.

Med sig har han skuespiller og komiker Rasmus Bjerg, der bl.a. er kendt for hovedrollen i TV 2 Zulu-comedy-serien ”Mr. Poxycat & Co.”

Under programtitlen ”TV 2 Radios Julestue – På Lorteøen…” har Anders Bonde hver dag besøg af et julepanel, der består af tre faste personer. Rasmus Bjerg spiller rollerne som dem alle tre:

Peter Kok fra Hvalpsund Gammel Færgekro har dagligt lavet mad for ”Wichmann & Bonuseffekten” om eftermiddagen på TV 2 Radio. Han har indvilliget i at være med i Julepanelet, hvor hans primære bidrag vil være julemadlavning og afsyngning af julens viser, som kun Peter Kok kan gøre det. Peter er med sine 180 kg ikke den mindste dreng i klassen. Men hans datter Iben, hun er rigtig stor.

Frisko-Lars fra Odense har gennem hele efteråret hærget telefonsvareren på ”Wichmann & Bonuseffekten”.  Han er glad for Iceman-tøj og Breezer - til gengæld er han ikke meget for Sjælland, som han konsekvent kalder ”Lorteøen”. Hans bidrag til julestuen er juleklip og lidt små sjove drillerier til julemåneden. Faktisk vil han helst droppe juleklippet og så lave decideret mobning.

Kean, 63 år, fra Tibirke er manden, der efteråret igennem har spurgt: ”Er jeg virkelig den eneste, der…” Han har netop udgivet en bog med titlen: ”Er jeg virkelig den eneste?”. Kean er julepanelets litterat, og derfor vil han også gerne give sit besyv med, når det kommer til tolkning af julens viser. Og mon ikke også, vi får lidt at høre fra hans nye bog?

”TV 2 Radios Julestue – På Lorteøen…” sendes alle hverdage fra 3.-24. december klokken 6.50, klokken 8.40, klokken 15.50 og igen klokken 21.50. Julekalenderen præsenteres i samarbejde med Coca-Cola.

Vil man lære Peter Kok, Frisko-Lars eller Kean, 63 år, fra Tibirke bedre at kende, kan man allerede nu høre eksempler på www.tv2radio.dk

Billede {0} af {1}