Jarl Friis-Mikkelsen quizzer med kendte på TV 2 Charlie

27. januar 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

Quiz, live-musik og rappe replikker er, hvad der venter seerne, når ”Jarls Quizshow” inviterer på en musikalsk vandretur op og ned ad memory lane fra søndag 5. februar på TV 2 Charlie.

Jarl Friis-Mikkelsen er vært i "Jarls Quizshow". (Fotos: Per Arnesen / TV 2)


Jarl Friis-Mikkelsen har fået sit helt eget quizprogram på TV 2 Charlie, hvor to hold kendte danskere udfordres på deres viden om musik og populærkultur gennem tiden.

- ”Jarls Quizshow” er god gedigen public service, der både underholder og inviterer seerne til at gætte og synge med hjemme i stuerne. Programmet sørger for en hyggelig afslutning på søndagen med et glædeligt gensyn med musik, man måske havde glemt, siger vært Jarl Friis-Mikkelsen.

Programmet består af to quizrunder og en finale, og spørgsmålene spænder fra gamle revy-numre til nyere musikalske hit fra 90’erne. Også spørgsmål om tidernes trends, kultur og andet godt vil få gæster og seere til at bryde hovedet. Stemingen er munter og løssluppen, og gæsterne bliver på rigtig Jarl’sk maner udfordret og drillet.

Jarl Friis-Mikkelsen sammen med kapelmester Jeanett Albeck og de to øvrige musikere i hendes trio.


I de i alt ti programmer får Jarl Friis-Mikkelsen besøg af kendte gæster, som spænder vidt fra Charlie-kendinge som Birthe Kjær, Dario Campeotto og Dick Kaysø til nyere navne som Ditte Hansen, Rasmus Botoft og Peter Schmeichel – alle med det til fældes, at de har en passion for musikken.

Og live-musik er der masser af i programmet, hvor kapelmester Jeanett Albeck og hendes trio hjælper gæsterne og seerne med musikalske ledetråde.

I godt selskab med Jarl
Jarl Friis-Mikkelsen fik i 2011 sin debut som vært på TV 2 Charlie med underholdningspro-grammet ”De bedste grin”, og i år styrer han slagets gang på kanalens allernyeste satsning.

Sangerinden Birthe Kjær og entertaineren Anders Bircow (th.) i "Jarls Quizshow".


- At Jarl er vært for et quizprogram på TV 2 Charlie, er en drøm, der går i opfyldelse. Ligesom Michael Meyerheim er han cremen af danske tv-værter. Man er i ufatteligt godt selskab sammen med Jarl, uanset om man er gæst eller seer, siger kanalchef for TV 2 Charlie, Maiken Wexø, og fortsætter:

- Jarl formår at gøre sine gæster både afslappede og selskabelige, og det betyder, at programmerne er blevet utroligt vellykkede. Personligt glæder jeg mig til at hygge mig med ”Jarls Quizshow” hver søndag.

I det første program kan seerne glæde sig til at opleve to særdeles veloplagte og konkurrencelystne hold, når sangerinden Birthe Kjær og entertaineren Anders Bircow dyster mod sangerinden Maria Lucia og entertaineren Thomas Eje.

Gæt med og se, hvem der løber med sejren søndag 5. februar klokken 20.55 på TV 2 Charlie.

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}