Guld til Knæk Cancer-kampagnen

TV 2 Marketing sikrede sig 25. marts en guldstatuette ved Promax-prisuddelingen for efterårets Knæk Cancer-kampagne.

TV 2 Marketing var nomineret for efterårets Knæk Cancer-kampagne ved ”Promax Europe Awards”, og det resulterede i en guldstatuette ved prisoverrækkelsen tirsdag aften.

Den to dage lange konference, der hylder markedsføringens superliga, fandt sted 24. og 25. marts i London, og her blev det til guld for Knæk Cancer-kampagnen i kategorien Use of Social Media for Programme or Channel Promotion.

- Vi er stolte af at blive kåret som europamestre i social media, især fordi Knæk Cancer-kampagnen er et godt eksempel på, at vejen frem er det gode samarbejde internt på TV 2 og med vores samarbejdspartnere, siger TV 2s marketingchef, Morten Kjær Petersen, og fortsætter:

- På Knæk Cancer er program, PR og kampagne fra starten tænkt sammen som en helhed. Kampagnen viser, at tv og social tilsammen er verdens bedste sociale medie. Når vi kan facilitere samtalen, går i dialog med seerne og sikrer, at markedsføring og program spiller sammen, bliver vi netop værter for det store fællesskab.

Blandt de mange initiativer under Knæk Cancer-kampagnen var etableringen af et virtuelt blomsterkort, hvor danskerne kunne bakke op om Knæk Cancer ved at placere Knæk Cancer-blomster på et danmarkskort.

- Det er ikke TV 2 Marketing, men hele TV 2 og ikke mindst Kræftens Bekæmpelse og producenter, der har vundet en Promax Europe for best use of social media. Tillykke til alle, der har bidraget til Knæk Cancer 2013 – vi allerede godt i gang med at lave Knæk Cancer 2014.

Se nomineringsvideoen her.

I en hel uge havde Knæk Cancer til formål at indsamle støttekroner og oplyse danskerne om sygdom og helbredelse, om forskning og patienter, om død og ikke mindst om liv. På social har kampagnen skabt masser af aktivitet, og næsten 200.000 har liket Knæk Cancer på Facebook. Se mere her.

------------------

Se hele listen med vinderne her.

Knæk Cancer-kampagnen er samtidig blevet accepteret på "Facebook Studio", hvilket er første gang for TV 2 Marketing. Se Facebook Studio-galleriet her.

TV 2 gennemfører Knæk Cancer-uge igen i 2014 – i uge 43.