God jul på Charlie

30. november 2007;
Af: TV 2 Kommunikation

På TV 2 Charlie bliver julen rigtig hyggelig i år med massevis af danske film, rigtig god musik og en ny serie til den søde tid.

Charlies seere kan glæde sig til den nye serie "Wild at Heart" fra mandag 3. december.

Charlie-seerne behøver ikke vente med at åbne gaverne til juleaften. Allerede mandag 3. december er der nemlig premiere på den nye serie "Wild at Heart", hvor vi følger dyrlægefamilen Trevanion, der har en stærk udlængsel i blodet.

Drevet af drømmen om at begynde et helt nyt liv river familien teltpælene op og udskifter et traditionelt engelsk familieliv med et usikkert og til tider farefuldt liv i bushen i det vilde Sydafrika, hvor de forsøger at opbygge en succesrig turistvirksomhed.

"Wild at Heart" sendes hver mandag til fredag i december.

Musik hver lørdag
Lørdagene i december står i musikkens tegn. Og tonerne kommer fra en væld af store stjerner fra Bruce Springsteen over Dionne Warwick, Liza Minelli og Andrea Bocelli til julekoncert med Sissel og Katie Melua.

Danske film hver søndag
På Charlie bliver årets fire adventssøndage rigtig hyggelige – i selskab med hele to danske film hver søndag. Du kan bl. a. glæde dig til "Pigen i Søgelyset", "Baby Doll", "Landmandsliv", "Ulvetid", "Pengene eller livet" samt "Den dobbelte mand".

Sidst men ikke mindst sender TV 2 Charlie fra 3. december hver mandag til fredag guldkornene fra "Spørg Charlie", "Top Charlie", "Talkshowet Meyerheim", "Syv Sure Mænd" og "Top Charlie - Stjernerne".

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}