'FRI banker på' - og kommer indenfor i de danske hjem

Handyman Casper Kjerumgaard (tv.), vært Cecilie Hother (i midten) og indretningsarkitekt Frederikke Aagaard (th.) i 'FRI banker på'. (Foto: Jeppe Melchiorsen / TV 2)

Cecilie Hother er vært i TV 2 FRIs nye reportageserie, 'FRI banker på', hvor hun banker på hos intetanende danskere og tilbyder hjælp til en hurtig makeover af et rum i deres hjem. Og hun bliver budt indenfor hos mange familier - 30 i alt i ti programmer. Se med fra onsdag 15. august på TV 2 FRI og TV 2 PLAY.

De fleste danske hjem trænger ind imellem til en kærlig indretningshånd. Og den hånd kan være lige ude foran din hoveddør - uden at du aner det! I TV 2 FRIs nye programserie, 'FRI banker på', er Cecilie Hother på jagt efter indretningsprojekter sammen med indretningsarkitekt Frederikke Aagaard og handyman Casper Kjerumgaard, og modsat mange andre boligprogrammer er intet aftalt på forhånd, når trioen kører ud i det danske land. Ingen ved altså, hvor 'FRI banker på'. 

'Fri banker på' får premiere 15. august på TV 2 FRI og TV 2 PLAY (Foto: Jeppe Melchiorsen / TV 2)

Midt i hverdagen
Det betyder, at Cecilie Hother banker på lige midt i danskernes hverdag. Hvor morgenhår, slåbrok, vasketøj i stuen og ingen bh er det, der møder Cecilie og hendes team og byder dem indenfor. 'FRI banker på' giver et helt unikt kig ind i danskernes hjem og i de liv, der leves på villavejene og i rækkehusene rundt omkring i hele landet. I ti programmer besøger indretningsholdet ti forskellige byer og 30 familier og kommer til egne i Danmark, hvor de aldrig har været før.  

Teamet er på jagt efter indretningsprojekter, men modsat mange andre boligprogrammer er intet aftalt på forhånd, når trioen kører ud i det danske land. (Foto: Jeppe Melchiorsen / TV 2)

- Vi er blevet modtaget så fint, så hjerteligt og så varmt alle steder, hvor der har været nogen hjemme, så jeg bliver helt stolt af at være dansker. Den gæstfrihed og den humor, som vi er blevet mødt med, har virkelig været helt fantastisk, og så har vi fået nogle utrolige historier med på vejen. Historier, der gemmer sig derude bag murene og bare venter på at blive fortalt. Jeg var oprigtigt nervøs for, om nogle overhovedet ville åbne for os, når jeg stod derude foran deres dør, helt uanmeldt, men det ville de, siger Cecilie Hother og giver sit bud på, hvorfor det har kunnet lade sig gøre:

- Jeg tror, at gæstfriheden i den grad spiller ind. Der er altid lige lidt kaffe på kanden. Der er altid lige plads til en mere rundt om bordet. Der er altid lige lidt overskud til at få gæster på besøg. Så pyt med, at det roder lidt, eller at man ikke lige har fået sat håret. Vi inviterer gerne indenfor, og den tillid, som vi som danskere har til hinanden, håber jeg, vi kan finde ud af at bevare også i fremtiden, siger Cecilie Hother. 

På en villavej i Danmark (Foto: Jeppe Melchiorsen / TV 2)

Inspiration til dit hjem
Cecilie, Frederikke og Casper kører rundt i en lastbil, der er pakket med byggematerialer, enkle møbler og masser af lækkert interiør, så de på bare tre-fire timer kan lave en lyn makeover af et rum hos dem, der lukker op. Og i hvert program laver de en stor forandring i tre forskellige hjem. Det bliver en stor udfordring for indretningsarkitekt Frederikke Aagaard og handyman Casper Kjerumgaard, for de har aldrig set det rum, de skal indrette, før de står der. Og nu skal de på få timer finde frem til den helt rette indretning og føre den ud i livet.

Frederikke Aagaard (Foto: Jeppe Melchiorsen / TV 2)

Alle kan være med 
De kaster sig med stor entusiasme og højt humør ind i kampen for at lave alt fra børneværelser og kontorer, til uderum, stuer, badeværelser - eller hvad de nu støder på undervejs. Men det behøver faktisk ikke være svært at lave en stor forandring på kort tid. I løbet af programmet deler Frederikke og Casper rundhåndet ud af deres bedste indretnings- og håndværkertips, så du også kan selv kan blive inspireret til at komme i gang med det rum, der trænger til en kærlig hånd hjemme hos dig. 

Se med, når 'FRI banker på' - fra onsdag 15. august på TV 2 FRI og TV 2 PLAY.