Få de bedste grin på Charlie

Nyt underholdningsprogram fra onsdag 13. april.

Jarl Friis-Mikkelsen er vært, når Charlie skruer op for humoren med det nye underholdningsprogram "De Bedste Grin". (Foto: Per Arnesen/ TV 2)


Jarl Friis-Mikkelsen styrer løjerne, når TV 2 Charlie skruer op for humoren og hylder de største danske komikerpar med det nye underholdningsprogram ”De Bedste Grin”. Fra onsdag 13. april kan seerne glæde sig til et herligt gensyn med Danmarks mest elskede komikerpar som blandt andre Tommy Kenter & Per Pallesen og Monrad & Rislund, der fortæller sjove historier fra et langt liv sammen. 

Hvem husker ikke Tommy Kenter i rollen som Fru Christoff og udtryk som ”kalepøjser” eller ”Ja dak”? Nu får seerne rig mulighed for at genopleve de mest elskede danske komikerpar, når Jarl Friis-Mikkelsen inviterer dem til en snak om makkerskabet på godt og ondt. Hør om hvordan de kendte komikerduoer mødte hinanden, og hvordan deres mest kendte figurer blev til. Og så er der selvfølgelig rig lejlighed for at gense deres mest elskede karakter optræde på scenen.

Et stykke humor-danefæ
Værten Jarl Friis-Mikkelsen, der selv dannede makkerpar med Ole Stephensen som de populære figurer Øb og Bøv, ønsker med ”De Bedste Grin” at genopfriske den danske humortradition:

Finn Nørbygaard og Jacob Haugaard er gæster hos Jarl Friis-Mikkelsen, når ”De Bedste Grin” har premiere onsdag 13. april kl. 21.15 på TV 2 Charlie.

- Seerne kan forvente god stemning og højt humør samtidig med, at de bliver klogere på, hvad dansk humor er for en størrelse. Humor har jo mange ansigter, og det prøver vi at vise med programmet. I virkeligheden har vi lavet et stykke ”humor-danefæ”, siger Jarl Friis-Mikkelsen.

Charlie har humor
Med ”De Bedste Grin” ønsker TV 2 Charlie at bidrage med mere humor på kanalen. Tidligere på året lancerede TV 2 Charlie ”Store Stygge Ulf Show” – et underholdende sketchshow med den folkekære komiker Ulf Pilgaard ved roret. ”De Bedste Grin” er Charlies seneste skud på stammen, der skal bidrage til den danske humortradition:

- Charlies seere har humor, og derfor har vi nu samlet nogle af Danmarks største komiske talenter i ”De Bedste Grin”. Det bliver fantastisk gensyn med den kæmpe talentmasse, der har leveret komik i verdensklasse i mange år, siger kanalchef for TV 2 Charlie, Maiken Wexø.


”De Bedste Grin” har premiere onsdag 13. april kl. 21.15 på TV 2 Charlie. Første gang er med Finn og Jacob, der i starten charmerede os i rollen som de to østjyske buskontrollører, og som blev folkeeje, da de begyndte at sælge sodavand.

-------------------------------

Se trailer for ”De Bedste Grin” her.