'Tinka og Kongespillet' er frikvarteret i en travl juletid. Dagens nye afsnit kan ses på TV 2 klokken 20.00 eller på TV 2 PLAY, lige når det passer ind i familiens rytme.
Søndag 1. december er ventetiden slut, og første låge i årets TV 2-julekalender kan åbnes. 'Tinka og Kongespillet' er den sidste store serie i et travlt fiktionsår i TV 2-familien, og der venter danskerne et rigtigt eventyr.
- Vi er frikvarteret i en travl juletid, hvor alle kan puste ud og huske hinanden på, hvorfor vi overhovedet fejrer julen. På TV 2 vil vi gerne være med til, igennem julekalenderen, at formidle vores fælles juletraditioner, og i år er det gennem eventyret. Eventyret er dragende for os, fordi vi lærer noget om os selv. Vi glæder os særligt meget til et gensyn med vores nisse-menneske-heltinde Tinka sammen med de danske børn og deres familier, siger Christian E. Christiansen, TV 2s executive producer på ’Tinka og Kongespillet’.
TV 2-seerne og TV 2 PLAY-brugerne kender Tinka og hendes venner fra familiejulekalenderen ’Tinkas juleeventyr’ fra 2017, som i gennemsnit blev set af mere end 1,1 mio. danskere på tv. ’Tinkas juleeventyr’ er den højest kvalitetsvurderede TV 2-julekalender nogensinde med vurderingen 4,3 på skalaen fra 1 til 5, hvor 5 er bedst.
Foruden de godt 1,1 mio. seere på tv i 2017 var der meget stor interesse for ’Tinkas juleeventyr’ på TV 2 PLAY, hvor dansk fiktion ofte er blandt de allermest sete programmer.
Splittelse og samling
I den nye familiejulekalender stiller Tinka op i Kongespillet, som er en konkurrence mellem Nisserigets fire regioner, hvor vinderen bliver nissernes konge. Men stærke kræfter forsøger at stoppe hende.
- Det er en historie om splittelse og samling i både det lille og store perspektiv. Kongespillet vender de fire regioner mod hinanden og truer med at splitte dem ad. En splittelse, som den onde kronprins Fileas og hans trofaste hærchef, Ingi, er glade for. Den eneste, der kan forhindre splittelse og kollaps er Tinka, men hun kæmper ikke kun mod Fileas, men også mod sig selv, fortæller de tre forfattere bag julekalenderen, Ina Bruhn, Stefan Jaworski og Flemming Klem.
Gengangere og nye ansigter
Tinka og hendes bedste ven Lasse spilles igen af Josephine Chavarria Højbjerg og Albert Rosin Harson, som vi begge mødte første gang i 'Tinkas juleeventyr' fra 2017. Der er også gensyn med Rosita Gjurup (Astrid), Neel Rønholt (Nille), Birthe Neumann (Maja), Martin Lindsten (Mikkel), Ellen Hillingsø (Ingi), Paw Henriksen (Bjergi), Hadi Ka-koush (Skir), Peter Gantzler (Aamund) og Christian Tafdrup (Fileas).
Desuden er der en række nye karakterer, blandt andre Viilbjørk Malling Agger (Falke), Esben Dalgaard (Grot), Jakob Femerling (Birk), Anne Louise Hassing (Gitte), Laurids Skovgaard Andersen (Pelle) og Ulla Vejby (Hilde).
'Tinka og Kongespillet' er instrueret af Christian Grønvall og er produceret for TV 2 af Cosmo Film med støtte fra FilmFyn og Ford. Cosmo Film har tidligere produceret 'Jesus og Josefine' (2003), 'Jul i Valhal' (2005), 'Juleønsket' (2015) og 'Tinkas juleeventyr' (2017).
Læs mere om julekalenderen her
Snigpremiere på TV 2 PLAY
'Tinka og Kongespillet' kan ses hver dag på TV 2 klokken 20, og der er snigpremiere på TV 2 PLAY fra afsnit 2, som kan ses på streamingtjenesten umiddelbart efter, at første afsnit er vist på tv. Desuden genudsendes julekalenderen hver dag på TV 2 klokken 16.30 (tidspunktet kan variere).
Og kan man ikke vente til 1. december med at møde Tinka, Lasse og alle de andre, kan man allerede nu se alle afsnit af 'Tinkas juleeventyr' fra 2017 på TV 2 PLAY.
Julekalenderen fuldender et 2019 med masser af fiktion - 'Badehotellet', 'Lykke-Per', 'DNA', 'Mellem os', 'Sygeplejeskolen', 'Perfekte Steder' og 'Minkavlerne', og der er også dækket op til et fyldigt fiktionsbord på TV 2s kanaler og streamingtjeneste i 2020 med titler som 'Badehotellet VII', 'Rita', 'Grow', 'Dan Sommerdahl' og 'Efterforskningen'.
---------
Læs også:
Her er årets julekalendere på TV 2s kanaler