Her er Danmarks mest populære tv-julekalendere

TV 2s seneste, nyproducerede familiejulekalender, ’Tinkas juleeventyr’ fra 2017, er den højest kvalitetsvurderede familiejulekalender på TV 2 nogensinde og er samtidig en af de mest sete tv-julekalendere i nyere tid med over 1,1 mio. seere på tv. Hertil kommer et meget betydeligt seertal på TV 2 PLAY. ’Tinkas juleeventyr’ kan allerede nu ses eller genses på TV 2s streamingtjeneste, TV 2 PLAY. (Arkivfoto: Agnete Schlichtkrull / TV 2)

Danskerne er blevet forkælet med masser af julekalendere i årenes løb. De fleste af de mest populære julekalendere i tv-historien er sendt på TV 2.

De første af årets danske julekalendere er allerede tilgængelige på streaming, og i december vokser tv-julen på både streaming og tv. Men hvilke børne-/familiejulekalendere og voksenjulekalendere er egentlig de mest sete i de seneste knap 27 år, hvor Gallup - nu Kantar – har målt seertal i Danmark?

Det har TV 2 lavet en opgørelse over, og den viser, at TV 2 dominerer listen over de mest sete tv-julekalendere i disse år. TV 2 har 17 tv-julekalendere på listen over de 20 tv-julekalendere med et seergennemsnit på mindst én million, mens top 10 over voksenjulekalendere alene indeholder TV 2-produktioner. 

TV 2 udviklede og sendte fra 1994 de såkaldte familiejulekalendere, som forældre og børn kunne se sammen. De blev sendt klokken 20.00 med genudsendelse om eftermiddagen den følgende dag. Det er især disse tv-julekalendere, som havde høje seertal, hvoraf ’Alle tiders jul’ fra 1994 har rekorden med 1,383 million seere i gennemsnit.

I de senere år har tv-julekalenderne haft markant seeropbakning på streaming – på TV 2 PLAY og på DR TV – og derfor har seningen af de senere års julekalendere reelt været noget højere, end det fremgår af tallene herunder.

'Pyrus i alletiders eventyr' kan i år genses på TV 2 i eftermiddagstimerne. (Foto: TV 2)

Fortsat stor popularitet
Selvom de senere års tv-julekalendere ikke har haft samme seerniveau som i 1990’erne, formår tv-julekalendere i en tid med et mere fragmenteret medielandskab stadig at samle familierne på tv og streaming.

De fire seneste, nyproducerede TV 2-julekalendere havde alle over én million seere i gennemsnit. 2017-julekalenderen ’Tinkas juleeventyr’ havde i snit 1.116.000 seere pr. afsnit, og hertil kommer mange seere på TV 2 PLAY. 2015-julekalenderen ’Juleønsket’ blev i snit set af 1.064.000 danskere, mens ’Tvillingerne og Julemanden’ og ’Ludvig og Julemanden’ fra 2013 og 2011 havde henholdsvis 1.041.000 og 1.186.000 seere i gennemsnit til første visning af de 24 afsnit.

Den julekalender, som TV 2 i år genudsender i eftermiddagstimerne, er ’Pyrus i alle tiders eventyr’. Da den blev vist første gang klokken 20.00 i 2000, hvor konkurrencesituationen var helt anderledes end i dag, var det gennemsnitlige seertal 1.207.000.

Læs også:

Her er årets julekalendere på tv

Sådan kan dit barn se julekalender før klokken 20

'The Julekalender', der i år genudsendes på TV 2 CHARLIE, er en af de mest populære voksenjulekalendere på dansk tv gennem årene. (Foto: Steen Linde / TV 2)

Voksenjulekalendere
I begyndelsen af 1990'erne udviklede TV 2 også den såkaldte voksenjulekalender begyndende med den satiriske ’Jul i den gamle trædemølle’ med bl.a. Søs Egelind og Peter Schrøder.

I 1991 sendte TV 2 for første gang den populære ’The Julekalender’ med De Nattergale, der via et underholdende miks af engelsk, tysk og jyskproducerede sproglige konstruktioner viste sig at være særligt langtidsholdbar. Denne julekalender genudsendes i år på TV 2 CHARLIE – umiddelbart efter ’Tinka og Kongespillet’ på TV 2.

Nedenfor fremgår listen over tidens mest populære familiejulekalendere og voksenjulekalendere:

Mest sete familiejulekalendere 1992-2018 (julekalendere med mindst én million seere i snit - gennemsnitligt seertal til første visning af de enkelte års julekalenderafsnit):

1.   1994   TV 2   Alle tiders jul 1.383.000
2.   1995   TV 2   Alle tiders nisse1.344.000
3.   1992   TV 2   Skibet i Skilteskoven1.313.000
4.   1998   TV 2   Brødrene Mortensens Jul1.267.000
5.   1996   TV 2   Krummernes jul1.265.000
6.   2005   TV 2   Jul i Valhal1.232.000
7.   2000   TV 2   Pyrus i alle tiders eventyr1.207.000
8.   2011   TV 2   Ludvig og Julemanden1.186.000
9.   1993   DR 1   Nissebanden i Grønland (G)1.157.000
10.   2017   TV 2   Tinkas juleeventyr1.116.000
11.   2012   DR 1   Julestjerner1.085.000
12.   1997   TV 2   Alle tiders julemand1.065.000
13.   2015   TV 2   Juleønsket1.064.000
14.   1999   TV 2   Olsen-bandens første kup1.049.000
15.   2013   TV 2   Tvillingerne og Julemanden1.041.000
16.   2008   TV 2   Mikkel og Guldkortet1.037.000
17.   2001   TV 2   Krummernes jul (G)1.032.000
18.   2014   DR 1   Tidsrejsen1.020.000
19.   2003   TV 2   Jesus og Josefine1.015.000
20.   2004   TV 2   Alle tiders jul (G)1.000.000

 

De 10 mest sete voksenjulekalendere 1992-2018 (voksenjulekalendere med mindst 500.000 seere i snit - gennemsnitligt seertal til første visning af de enkelte års julekalenderafsnit):

1.   1993   TV 2   Andersens julehemmelighed1.650.000
2.   1994   TV 2   The Julekalender (G)1.184.000
3.   1995   TV 2   Juletestamentet1.030.000
4.   2001   TV 2   The Julekalender (G)942.000
5.   1998   TV 2   Andersens julehemmelighed (G)822.000
6.   1996   TV 2   Jul i den gamle trædemølle (G)802.000
7.   2001   TV 2   CWC / Canal Wild Card730.000
8.   2008   TV 2   The Julekalender (G)596.000
9.   1997   TV 2   GUFOL-mysteriet529.000
10.   2003   TV 2   CWC World527.000