Dating på Zulu – måske en date fra helvede?

02. marts 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

Lørdag 10. marts har TV 2 Zulu premiere på ”Zulus Store Datingshow”, hvor deltageren kan ende med en drømmedate eller en date fra helvede.

Karsten Green og Sara Grünewald er de to værter i "Zulus Store Datingshow". (Foto: Jacob Mydtskov/ TV 2)

I "Zulus Store Datingshow” skal hovedpersonen – som i ethvert andet datingshow - vælge mellem en række forskellige dates, men her ophører enhver lighed. TV 2 Zulu har nemlig sat en række fælder op for hovedpersonen og har bag en væg opstillet seks forskellige potentielle dates, der bl.a. tæller ekskæresten, cougar-kvinden og hovedpersonens absolutte modsætning.

For at finde drømmedaten skal hovedpersonen være parat til at lære af sine tidligere fejl og date uden for sin comfort zone. Hvis man ikke rykker sig, ender man formentlig med dét, man plejer. Og hvis man er rigtig uheldig, kan man ende med sin største aversion og få en date fra helvede.

Sarah Grünewald og Karsten Green er de to kække værter, der skal hjælpe single-deltagerne helskindet igennem showet. Mens model og skuespiller Sarah Grünewald hjælper hovedpersonen, står Karsten Green, der er kendt fra ”Comedy Fight Club”, ”Zulu Gumball 2” og ”Ups! Det er live”, for at guide de seks potentielle dates gennem elimineringsrunderne.

- Vi er absolut ikke bange for at udfordre deltagernes grænser, og jeg kan garantere for, at der ikke er to programmer, der bliver ens. Jeg bidrager med en flabet humor, og min rolle er at få deltagerne til at åbne op og give noget af sig selv, siger Karsten Green.

Karsten Green står også for sjove og skøre indslag undervejs, der afslører hovedpersonens inderste hemmeligheder. Eksempelvis har han talt med tidligere kærester, været hjemme hos hovedpersonen, uden at den pågældende ved det, eller har fået familie og venner til at fortælle sjove og pinlige historier. 

Ikke se, kun røre …
Som i en klassisk ”blind date” kan hovedpersonen ikke se sine potentielle dates. De står nemlig bag en væg og elimineres gennem en række runder. Men væggen er ikke en helt almindelig væg. Den er lavet af latex, og det betyder, at man kan stikke arme, ben, bagdel, næse o.l. igennem og føle sig frem. Ligesom man kan give massage og kysse uden at se hinanden. Alt det, der skal til, for at singlen kan vælge sin udkårne og sammen vinde et weekendophold i en storby i Europa.

-Vi har længe eftersøgt et sjovt datingshow til Zulu, og vi fik ideen til dette show efter at have set et indslag i ”Ups! Det er live”, hvor Karsten Green ledte efter en date til Morten Wichman og fandt en gammel flamme på hans tidligere gymnasium. Indslaget var både sjovt, pinligt og faktisk også ret spændende på en drengerøvsagtig og drillesyg måde. Det er med udgangspunkt i dette indslag, vi har videreudviklet vores program, siger kanalchef Maiken Wexø, TV 2 Zulu.

Se trailer her

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}