Danskerne tog til dåb med TV 2

21. maj 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

Både prinsesse Athena og TV 2-vært Johannes Langkilde fik en flot dåb ved søndagens festligheder i Møgeltønder.

TV 2s royale værtspar, Natasja Crone og Johannes Langkilde. (Foto: Per Arnesen / TV 2)


Der var feststemning i Møgeltønder og i TV 2s studie på "Mormors lille café" i Slotsgaden søndag, hvor værterne Natasja Crone og Johannes Langkilde havde gæster og eksperter på besøg hele dagen. Det var Johannes Langkildes dåb som kongelig vært, og selv ikke en gipsarm efter en sportsskade kunne sætte ham på reservebænken. Sammen med Natasja Crone var han danskernes foretrukne valg, da der blev inviteret til dåb i Møgeltønder.

Blandt alle danskere så 409.000 selve dåben klokken 17 på TV 2, mens 317.000 valgte DR 1. Dagen igennem havde TV 2 også mange seere i gennemsnit til dåbsprogrammerne, nemlig 253.000.

De mange dåbsseere betyder, at TV 2s share i tidsrummet fra klokken 12.15-19.00 løftes markant fra 16,3 til 28,6, når man sammenligner med årets tidligere søndage, dog med undtagelse af den søndag, hvor Danmarks spillede EM-finale i håndbold.

- Kongelige transmissioner er altid festlige, og det er ekstra glædeligt, at flest danskere i går valgte at tage til dåb med TV 2. Dermed gav de også Johannes Langkilde det blå stempel som kongelig vært. Han og Natasja Crone fandt den helt rigtige tone til lejligheden, afslappet og hyggeligt, men stadig professionel, siger TV 2s event- og udviklingschef Ulla Pors Nielsen.

Kongelig dåb i Sverige
Værtsparret hviler dog ikke på de berømte laurbær, for allerede i morgen, tirsdag 22. maj, inviterer TV 2 til dåb igen. Denne gang i Stockholm, hvor kronprinsesse Victoria og prins Daniels lille datter bliver døbt.

Til forskel fra søndagens dåb i Møgeltønder er det ikke nogen hemmelighed, at den lille svenske prinsesse skal hedde Estelle Silvia Ewa Mary. Til gengæld er det fortsat en hemmelighed, om vores egen kronprinsesse Mary bliver en af fadderne.

TV 2 viser først et portræt af kronprinsesse Victoria klokken 10.10, og klokken 10.55 begynder selve dåbstransmissionen med Natasja Crone, Johannes Langkilde og TV 2-journalist Anna Gaarslev.

Tirsdag 22. maj klokken 10.10: Tæt på Sveriges kongefamilie
Tirsdag 22. maj klokken 10.50: Prinsessedåb i Stockholm

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}