Anmelderrost og storsælgende i biografen

Per og Jakobe i Østrig. (Fotos: Rolf Konow / TV 2)

Per og Jakobe i Østrig. (Fotos: Rolf Konow / TV 2)

06. december 2018;
Af: Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

Der var stjerneregn over ’Lykke-Per’ og Bille August ved filmpremieren i slutningen af august. Siden har filmen solgt omkring 400.000 billetter og bliver en af de mest sete danske film i 2018.

Næsten 400.000 har købt billet til biograffilmen ’Lykke-Per’, og dermed bliver filmen en af årets mest sete danske biograffilm. Den opbakning er samtidig et kæmpestort skulderklap til filmens instruktør og medforfatter Bille August, som i mange år har kæmpet for at realisere Henrik Pontoppidans litterære mesterværk på film og tv.

- Det er et fantastisk salgstal for denne type film. Samtidig glæder det mig utroligt meget, at Pontoppidans roman har ligget højt på boghandlernes salgslister, siden det blev offentliggjort, at vi skulle lave filmen og tv-serien ’Lykke-Per’. Filmen skal formentlig også vises i Kina, og romanen oversættes til kinesisk og genoptrykkes på engelsk, siger Bille August til TV 2.

Tv-serien 'Lykke-Per' har premiere på TV 2 og TV 2 PLAY onsdag 26. december (2. juledag) klokken 20.00 og sendes efterfølgende hver onsdag klokken 20.00.

Anmeldelser med masser af stjerner
Ved filmpremieren 30. august blev ’Lykke-Per’ rosende anmeldt i danske aviser og hentede eksempelvis fem stjerner i Politiken, Avisen Danmark, Kristeligt Dagblad, filmmagasinet EKKO og Nordjyske Stiftstidende – for ikke at glemme den seksstjernede anmeldelse i Lolland-Falsters Folketiden skrevet af Politikens tidligere filmjournalist og senere højskoleforstander Hans Jørgen Møller. 

Mange anmeldere roste Esben Smed for præstationen som Per Sidenius, da biograffilmen 'Lykke-Per' havde premiere i slutningen af august. Her ses han på det værelse, han har lejet i København - mens optagelserne af disse scener er foretaget på Arreskov Gods på Fyn.

I Politiken skrev anmelder Kim Skotte blandt andet:

”Portrættet af Per er en kompleks affære, og Esben Smed med den sammenbidte udstråling gør den splittede himmelstormer troværdig. Smukt sammensat er også den Jakobe, som Katrine Greis-Rosenthal skaber ud af en af dansk litteraturs mest beundrede kvindeskikkelser”.

I Avisen Danmark, som udkommer sammen med 13 regionale dagblade i Jysk Fynske Medier, kaldte anmelder Mette Grith Sørensen ’Lykke-Per’ for stærkt underholdende og fortsatte:

”’Lykke-Per’ er nemlig noget så helt-nede-på jorden som en god fortælling. Og den er omsat til vidunderligt smukke billeder, befolket med skuespillere, der bevæger og gør indtryk.”

Også Jyllands-Postens Katrine Sommer Boysen, der giver filmen fire stjerner, roser Esben Smed og kalder ham ”subtil”.

”’Lykke-Per’ er hans film. Han veksler ubesværet mellem det kåde og det alvorlige, det indestængte og det frigjorte og formår at ramme figurens kompleksitet i en grad, så man aldrig i løbet af filmens knap tre timers varighed mister interessen for ham. Det er selvfølgelig også Augusts personinstruktions fortjeneste. Smed, der tidligere har haft store roller, men i mindre film, får her lov til at spille på hele sit register – og hvor er det vidunderligt at se”, slutter Katrine Sommer Boysen sin anmeldelse.

I Kristeligt Dagblad skriver Henrik Wivel bl.a. således om Bille Augusts film:

”’Lykke-Per’ er en moden mands film. Den er båret af og præget af erfaringerne fra et langt liv og dertil en indsigt i menneskets psyke, der kommer hos den, der undervejs har måttet træffe skæbnesvangre valg.”

Tv-serien ’Lykke-Per’ er optaget mange steder i Danmark samt i Østrig. Her ses Bille August (tv.) under optagelser i Løgstør, hvor han instruerer pastor Blomberg spillet af Claus Flygare.

”Håber på ro og bedre plads i TV 2s serie”
I Berlingske giver Jeppe Krogsgaard Christensen filmen fire stjerner og skriver blandt andet:

”Det er altså et helt liv, August skal fortælle, og det giver problemer. Filmen varer to timer 42 minutter, men glider alligevel gennem årene med større og større hast, og historien bliver på den måde stadig mere stakåndet. Man kan derfor kun håbe, at der bliver mere ro og bedre plads i den serie, TV 2 viser i 2019, og som er en slags udbygning af filmen.”

De største forbehold over for filmen ses i Information, hvor Lone Nikolajsen mener, at ”Bille Augusts film maser ’Lykke-Per’ til en flad fortælling” ved at fokusere på kærlighedsdramaet frem for kulturhistorien, og i B.T., der giver tre stjerner.

Læs mere om 'Lykke-Per' og se flere billeder fra tv-serien i TV 2s pressemateriale.

---------

Læs også: Bille August: - Jeg er enormt stolt af tv-serien

Se trailer for tv-serien 'Lykke-Per' herunder.

Du kan se serien Lykke-Per på TV 2 PLAY

Billede {0} af {1}