
Traileren for TV 2 Zulus nye web-konkurrence "Zulu Upload Challenge" på det nye zulu.dk er bygget op og animeretaf 12-årige Alexander Derry fra København.
12-årige Alexander Derry har foreviget Brian Mørk som Lego-figur i traileren for "Zulu Upload Challenge".
Alexander Derry har igennem længere tid interesseret sig for "brick movies", de såkaldte Lego-animationsfilm, som findes på YouTube, men siden 2004 har han også lavet sine egne film.
- Jeg bliver mest inspireret af film på breakfilms.com eller YouTube, og det skal helst være Legofilm eller sådan nogle stopanimationer. Når jeg selv skal lave film, kan jeg godt finde på at blande alle mulige sjove ting, som jeg har set i andre film. Det plejer ikke at tage mig mere end tre timer at lave en film på tre-fem minutter, fortæller Alexander.
I "Zulu Upload Challenge" kan brugerne af zulu.dk uploade deres egne bedste, sjoveste, skøreste og kærligste comedy-klip i tre forskellige kategorier. Vinderne kåres i "Zulu Upload Challenge Finaleshowet", som sendes tirsdag 26. februar klokken 23 under "Zulus Comedy Festival".
- Det var produceren, der valgte, at vi skulle bruge "Video, Video"-sangen i traileren, men det var mig, der lavede Lego-figurerne og bestemte, hvordan kameraerne og mikrofonerne skulle stå, fortæller Alexander.
Efter at have studeret det originale klip med vinderen af dansk "Melodi Grand Prix 1982" – Brixx med "Video, Video" – byggede Alexander selv scenografien op til Zulus trailer med sit eget Lego og var konsulent på alle Lego-mændenes bevægelser under optagelserne.
Lego-kopi af Brian Mørk
Alexander var også med til at sørge for, at der blev lavet en tro Lego-kopi af finaleshowets vært Brian Mørk, som blev brugt i traileren.
- Vi håber, at Lego-spottet vil være med til at skabe lige så meget trafik på det nye zulu.dk, som vi netop har oplevet med "Lummer Jul"-kampagnen og "Lummer Jul"-spillet, siger marketingchef på TV 2 Networks, Louise Agger Nexø.
Se Alexanders trailer og læs meget mere om "Zulu Upload Challenge" på zulu.dk/challenge.