
TV 2 SPORT fik den bedste premiere, en dansk sportskanal nogensinde har fået. Og TV 2 NEWS blev Danmarks tredje mest sete kanal i en uge med store nyhedsbegivenheder.
Frederik Lauesen taler ved TV 2 SPORT-åbningen på Kvægtorvet i Odense. (Foto: Ebbe Rosendahl / TV 2)
Omkring 350.000 danskere sad klar på TV 2 og TV 2 SPORT tilsammen, da TV 2s sportskanal fløjtede en ny æra i gang fredag 9. januar kl. 18.30.
Fredagens tv-sening på selve sportskanalen toppede med kanalens første live-transmission: De danske håndboldherrers kamp mod Slovenien, der i snit blev set af 305.000 danskere – det højeste seertal på en rendyrket sportskanal i cirka tre år.
I løbet af premiereweekenden så 726.000 danskere med på TV 2 SPORT i mindst fem minutter uafbrudt. TV 2 SPORT var i premiereweekenden fredag-søndag Danmarks ottende mest sete kanal blandt alle tv-kanaler.
- Vi har armene i vejret efter en helt igennem flot weekend og en festlig åbning fredag. TV 2 SPORT har fået en fantastisk start. Som seer på kanalen bliver man mødt med overskud, energi og begejstring. Det er virkelig høj klasse, uanset om det er håndbold, ishockey, skiskydning, Ski Classic eller basketball, skrev TV 2s sportschef, Frederik Lauesen, i en mail til sine medarbejdere.
Læs mere: TV 2 SPORT kom flyvende ud af startboksen
TV 2 SPORT scorer også imponerende kliktal på TV 2 PLAY med 44.000 startede live-streams på få dage. Ugen er i det hele taget en historisk højdespringer for TV 2 PLAY, som får sin bedste uge nogensinde.
Altid beredt NEWS
En uge med konstant live-dækning fra Frankrig kombineret med stormvejr og oversvømmelser viste, hvad NEWS formår, når nyhederne rammer – og at kanalen er en mester i at skifte gear. TV 2 NEWS placerer sig som Danmarks tredje mest sete kanal i uge 2.
I en intern mail til medarbejdere på TV 2 Nyhederne og NEWS kaldte TV 2s nyhedsdirektør, Michael Dyrby, dagen for en stor og svær nyhedsdag. I den forbindelse citerede han en ekstern journalist, der havde skrevet til TV 2:
– NEWS har løftet det mere end smukt – har både været seværdig og værdig omkring den frygtelige hændelse. Virkelig godt gået.
Fredag 9. januar 2015 er nu kanalens femtebedste dag nogensinde, og i tidsrummet kl. 13-15 var TV 2 NEWS Danmarks mest sete kanal.
På TV 2 PLAY fik NEWS 80 procent fremgang i ugens løb som følge af dækningen af tragedierne i Paris og vejret i Danmark.
Også tv2.dk havde en fantastisk uge - og januar har været en stor måned på TV 2s website. Syv af tv2.dk's 13 bedste dage med flest besøg er nu fra januar 2015.
Læs mere om uge 2 på tv2.dk her.
Familien Levakovic fra København er gennem flere år blevet kaldt 'Danmarks mest kriminelle familie'. Nu er det lykkedes TV 2 at komme helt tæt på familien og dens overhoved Gimi Levakovic. (Foto: TV 2)
Debatskabende dokumentar
Torsdag viste TV 2 dokumentaren: ’Sigøjnerbossen – og hans berygtede familie’, som siden har trukket masser af overskrifter og skabt stor debat om bl.a. integration.
Blandt de mange, som har ytret sig i debatten er politikerne Brian Mikkelsen (K) og Peter Skaarup (DF), med en kommentar i en række dagblade. SF’s integrationsordfører Karina Lorentzen har udtalt til TV 2:
- Det er jo omsorgssvigt. Hvis ikke der sker noget for de her børn, bliver deres fremtid endnu mere uvis.
Flere brugere på de sociale medier har undret sig over, hvorfor TV 2 valgte at bringe dokumentaren om familien Levakovic, der i Ekstra Bladet er blevet omtalt som Danmarks mest kriminelle familie. Redaktør på TV 2 Michael Robak forklarede bl.a. til avisen:
- Det er blevet et smaddergodt tv-program, som kan sætte en god og væsentlig debat i gang om integration og om vores velfærdssamfund. Og det er det, vi gerne ville opnå med programmet.
Fortsat en seersucces
Årets første afsnit af ’Årgang 0’ slægter de foregående sæsoner på, når det kommer til høje seertal. Programmet, der blev vist tirsdag, blev set af 1.044.000 seere og fik en seerandel på 46 procent blandt alle danskere. I en anmeldelse i Information skriver Lærke Cramon:
"Det er nu, konceptet kan vise sig uholdbart, men det er også nu, det kan blive rigtig interessant."
Blandt TV 2s andre kanaler markerer TV 2 CHARLIE og TV 2 ZULU sig i de sene aftentimer med film, der modtages godt af målgrupperne.
----------
I tabellerne herunder sammenlægges seertallene for programmer, der samsendes på flere kanaler, f.eks. samtidig udsendelse af nyheder o.l. på TV 2 og TV 2 NEWS.
Top 20 - 20-60 år - uge 2 (ekskl. nyheder og vejr-tv) Nr. Kanal Program Seertal Share i % 1. DR1 X Factor 869.000 60 2. DR1 Arvingerne II 781.000 51 3. TV 2 Årgang 0 623.000 49 4. DR1 Rigtige mænd 552.000 39 5. TV 2 Holder Danmark i live (2) 536.000 41 6. DR1 21 Søndag 531.000 37 7. DR1 Bonderøven 514.000 39 8. TV 2 Danmark har talent 497.000 37 9. TV 2 Håndbold: Sverige-Danmark 451.000 37 10. DR1 Sport 2014 422.000 33 11. TV 2 Sigøjnerbossen og hans berygtede... 421.000 36 12. DR1 Familien Danmark i forandring 418.000 29 13. TV 2 Håndbold: Danmark-Island 409.000 38 14. TV 2 Station 2 Politirapporten 394.000 29 15. TV 2 Holder Danmark i live (1) 373.000 28 16. DR1 Forbrydelsen i virkeligheden 349.000 26 17. DR1 Horisont 347.000 32 18. DR1 Unstoppable 345.000 28 19. DR1 Penge 344.000 29 20. TV 2 Håndbold: Danmark-Sverige 335.000 37