TV 2s position hos danskerne intakt i udfordret marked

28. oktober 2025;
Af: TV 2 Kommunikation

I et udfordret streamingmarked leverer TV 2 et tilfredsstillende resultat i tredje kvartal, hvor TV 2 Play tager markedsandele fra de nærmeste konkurrenter. Forventningen til årets resultat opjusteres.

Danskerne holder fast i de mange public service-tilbud, de møder hver dag på TV 2 Play. TV 2 Plays seerandel blandt alle danskere er på niveau med 2024, der var et usædvanligt indholds- og sportsår.

- Danskerne tager rigtig godt imod vores mange indholdstilbud, og TV 2 Play står stærkt i et hårdt, konkurrenceudsat marked, hvor væksten er aftagende, og der er kamp om opmærksomheden også på live og sport fra techgiganterne. Det er naturligvis glædeligt, og det giver os samtidig også et solidt afsæt frem mod den nye strategiperiode, vi går ind i, hvor markedet fortsat er udfordret. Vi har sat et ambitiøst mål om at opretholde positionen som nummer 1 på tværs af tv, streaming, web og apps, siger TV 2s finansdirektør, Jakob Fink, og fortsætter:

- Forventningen til årets resultat før finansielle poster (EBIT) for 2025 opjusteres på grund af en række realiserede og forventede positive effekter på omsætning og omkostninger i andet halvår, blandt andet besparelser på sportsområdet. Vi kommer fortsat til at investere massivt i både dansk kvalitetsindhold og teknologi, så vi kan sikre TV 2s position som nummer 1 og være konkurrencedygtige i forhold til de globale techgiganter.

TV 2 har i 1. – 3. kvartal 2025 et resultat før finansielle poster (EBIT), som er 74 mio. kr. højere end i samme periode 2024 og en EBIT-margin på 11,4 procent mod 9,4 procent i 2024. Omsætningen er 3.136 mio.kr. og stiger med 138 mio.kr., svarende til en stigning på 4,6 procent. Væksten sker i abonnementsomsætningen, som stiger med 9,4 procent, mens reklameomsætningen falder med 2,2 procent i forhold til samme periode i 2024. Omkostningerne udgør 2.779 mio.kr. og er øget med 64 mio.kr. svarende til 2,4 procent i forhold til 1. – 3. kvartal 2024.

TV 2 Plays seerandel blandt alle danskere er 18,1 procent i 1. – 3. kvartal 2025, hvilket er på niveau med 2024. Det samlede daglige streamingforbrug falder med 2,1 procent til 76,0 minutter. Det daglige forbrug for TV 2 Play er 13,8 minutter i 1. – 3. kvartal 2025 og falder med 2,3 procent i samme periode. TV 2 Play er fortsat den mest sete streamingtjeneste i Danmark.

TV 2-familiens seerandel blandt alle danskere er 52,3 procent i de første tre kvartaler i 2025 - et fald på 1,3 procentpoint i forhold til samme periode sidste år. Den samlede daglige tv-sening er 104 minutter i 1. – 3. kvartal 2025 - et fald på 14 minutter i forhold til samme periode i 2024. Den daglige tv-sening for TV 2-familien er 55 minutter - et fald på 8 minutter i forhold til 2024. Faldet skal ses i lyset af, at 2024 var præget af ekstraordinært stærkt indhold på TV 2 med bl.a. tronskiftet, eksklusive rettigheder til EM i herrehåndbold, EM i fodbold, OL og dokumentarprogrammet 'Den sorte svane'.

Læs TV 2s kvartalsrapport for tredje kvartal 2025 her.

Billede {0} af {1}