TV 2 løfter sening, omsætning og strategiske investeringer i første halvår

TV 2s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen.

TV 2s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen.

24. august 2022;
Af: Mads Boysen, TV 2 Kommunikation

TV 2 havde i første halvår 2022 en omsætningsvækst på 8 procent og en omkostningsvækst på 17 procent, der afspejler målrettede investeringer i indhold og digital udvikling. Danskerne kvitterer med stigende sening på tværs af TV 2s platforme.

TV 2 havde i første halvår 2022 et resultat før særlige poster (EBIT før særlige poster) på 168 mio. kr. Omsætningen stiger 8 procent og omkostningerne 17 procent. Resultatet er 117 mio. kr. lavere end 1. halvår 2021, og det afspejler, at TV 2 fortsat eksekverer på 2025-strategien, ’TV 2 PLAY til alle’, med målrettede investeringer i indhold, rettigheder og digital udvikling. TV 2s langsigtede mål er at bevare sin gennemslagskraft og positionen som førende udbyder af public service og dansk indhold i et marked med massiv konkurrence fra de internationale aktører.

- Danskerne søger fortsat i høj grad mod vores nyheder, sport og programindhold på tværs af platforme, og det glæder mig, at vores danske public service-indhold er i høj kurs. Det er forudsætningen for, at vi i første halvår har kunnet løfte vores omsætning i et udfordret marked og skabe luft til yderligere investeringer i indhold og digital udvikling, siger TV 2s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, og fortsætter:

- Selvom vi også ser resultater af vores investeringer på den korte bane, er der tale om en langsigtet strategi, der baner vejen for væksten i den digitale forretning nu, mens vi har muligheden for det. For konkurrencen bliver hele tiden mere intensiv – både fra tech-giganterne, der tager en stor del af den digitale annonceomsætning, og fra de store internationale streamingkonkurrenter på indholdssiden, siger Anne Engdal Stig Christensen.

Samtidig er væksten i TV 2s reklameforretning aftagende i årets andet kvartal, og der venter et efterår med et reklamemarked, der er præget af generel usikkerhed om den samfundsøkonomiske udvikling.

- Antallet af husstande med en tv-pakke er fortsat faldende, og derfor er det helt afgørende, at PLAY-forretningen vokser, så vi sikrer TV 2s samlede gennemslagskraft. Det vil kræve fortsatte investeringer, stram omkostningsstyring og ikke mindst en kæmpe indsats på tværs af TV 2 at indfri vores ambitiøse mål om 1,3 mio. PLAY-abonnementer i 2025. Derfor er der også grund til at glæde sig over halvårsresultatet, der viser, at vi er på rette vej, siger Anne Engdal Stig Christensen.

 

TV 2-sening stiger på trods af fald i samlet tv-sening

Trods et fald i den samlede tv-sening på 5 procent i første halvår, stiger den daglige tv-sening på TV 2-kanalerne til 69 minutter – en stigning på 5 procent i forhold til første halvår 2021. Dermed lander TV 2-kanalernes seerandel på 53,2 procent, hvilket er 5,1 procentpoint bedre end første halvår 2021. TV 2 står også seermæssigt stærkt på streaming, drevet af en fortsat positiv udvikling i abonnementsbasen på TV 2 PLAY.

Forventningen til omsætningsvæksten for året øges fra 3 procent til 4-5 procent, mens omkostningerne også øges. Forventningen til resultatet før særlige poster (EBIT før særlige poster) for 2022 fastholdes på 275-325 mio. kr.

Som følge af særlige poster på 430 mio. kr. vedrørende forliget mellem TV 2 og NENT i årsrabatsagen, der blev indgået 31. marts 2022, forventes et resultat før finansielle poster (EBIT) i niveauet -105 til -155 mio. kr. svarende til en EBIT-margin på ca. -3 - -4 procent. Som en del af forliget er retssagen om ulovlighedsrenter også afsluttet. TV 2 er herefter i proces med staten om en normalisering af kapitalstrukturen.

Læs hele TV 2s halvårsrapport for 2022 her.

 

Billede {0} af {1}