Ny dansk dramaserie kan ses på TV 2 PLAY fra 22. maj og på TV 2 fra 29. maj.
I Lone Scherfigs nye danske dramaserie 'Dag & nat' møder vi afdelingsjordemoderen Ella (Sofie Gråbøl), som hver dag kæmper for at skabe de bedste rammer både for de fødende og for sit personale.
Serien foregår på en af Danmarks travleste fødeafdelinger, hvor jordemødre og læger er godt slidt ned, afdelingen er underbemandet og overbelagt. Overlægen Michael er ikke til nogen hjælp, for han har et budget, der skal holdes, praktikanten Vilhelm får ikke et ben til jorden i den kvindedominerede verden, og den holistiske jordemoder Tine driver Ella til vanvid.
Sammen oplever personalet konflikter og nedture, traumer og triumfer, fødsler og forelskelser. For ét er sikkert: Ingen, der kommer igennem fødeafdelingen, går uforandret derfra.
En rørende og højaktuel dramaserie
'Dag & nat' er en rørende og højaktuel dramaserie om hverdagen på en dansk fødegang. Stedet er belastet af et voldsomt arbejdspres, der udfordrer de ansattes ønske om at præstere en tårnhøj faglig og menneskelig standard.
Men det er også en verden fuld af medfølelse, mod, empati og udholdenhed. På de hvide hospitalsgange kæmper læger, sygeplejersker, jordemødre og sosu'er en evig kamp for de fødende og deres nyfødte. Både professionelle og private konflikter stilles til skue, når menneskers svagheder og styrker åbenbares i sin reneste form, ofte inden for ganske få timer.
- Fødsler er som omvendte trafikulykker. Der er blod, råben og skrigen, men når røgen så har lagt sig, er man ét menneske mere, end da man begyndte, forklarer Ella til en studerende.
Et mangefacetteret portræt
Den internationalt anerkendte instruktør Lone Scherfig er seriens hovedforfatter, showrunner og episodeinstruktør. I 'Dag & nat' ønsker Scherfig ikke kun at udforske en af grundpillerne i det danske samfund, det offentlige sundhedsvæsen, men også tilføje nyt til fortællingen om velfærdssamfundet, menneskeligt såvel som politisk.
Med sin helt særlige fornemmelse for menneskets kloge og varmhjertede sider har Lone Scherfig med 'Dag & nat' skabt et mangefacetteret portræt af en arbejdsplads, hvor folk med vidt forskellige baggrunde deler både livsbekræftende og rystende oplevelser.
- Det er en stor glæde for TV 2, at Lone Scherfig har skabt en nutidsserie om en fødegang – en verden, som vi stort set alle har et forhold til og aldrig glemmer. Scherfig er mester i det menneskelige drama, og vi trænger til en samtidsserie, der vil vise verden, som den ser ud for de ansatte i hospitalsvæsenet, siger TV 2 executive producer Mette Heiberg.
Som et stykke af virkeligheden
Søren Balle er konceptuerende instruktør på 'Dag & nat', og på spørgsmålet om, hvad han som instruktør har gjort for at ramme virkeligheden, svarer han:
- Jeg synes, det var ekstremt vigtigt, at serien skulle virke som et stykke af virkeligheden, og at både karaktererne, relationerne og hele seriens univers fik en ægthed og troværdighed, som jeg håber, seeren kan genkende sig selv i. Min ambition har været et udtryk, der er meget sandfærdigt, og som både rummer sorg, humor, kærlighed, det grimme, det smukke og alt, hvad det indebærer at være et helt menneske.
Dansk cast med nordisk islæt
Hovedkarakteren Ella spilles af Sofie Gråbøl, og desuden medvirker store danske navne som Birthe Neumann, Marijana Jankovic, Charlotte Munck, Sara Hjort Ditlevsen og Mette Horn.
Derudover er der flere norske og svenske navne med som Pål Sverre Hagen ('Exit'), Mattias Nordkvist ('Familien Löwander'), Lisa Loven Kongsli og Lisa Carlehed ('Udvandrerne').
Serien består af otte afsnit, Søren Balle er konceptuerende instruktør, mens Lone Scherfig og Ole Christian Madsen er episodeinstruktører.
Kasper Winding har komponeret musikken, og 'Dag & nat' er produceret for TV 2 DANMARK af Creative Alliance ved Malene Blenkov med støtte fra Public Service Puljen og Nordisk Film & TV Fond.
Læs mere om serien 'Dag & nat' her.
Der er premiere på 'Dag & nat' søndag 22. maj på TV 2 PLAY og søndag 29. maj på TV 2.
Se trailer for 'Dag & nat' her.