Danmarks største gætteleg: TV 2 er klar til premieren på ’Hvem holder masken?’

'Hvem holder masken?' kan ses på TV 2 PLAY og TV 2 fra lørdag 6. november. (Foto: Nicolas Tobias Følsgaard / TV 2)

'Hvem holder masken?' kan ses på TV 2 PLAY og TV 2 fra lørdag 6. november. (Foto: Nicolas Tobias Følsgaard / TV 2)

04. november 2021;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 PLAY og TV 2 har lørdag 6. november premiere TV 2s fjerde nye og helt store underholdningsprogram i 2021. ’Hvem holder masken?’ er Danmarks største gætteleg, hvor ti kendte danskere går på scenen for at underholde – forklædt i hver deres forrygende og fascinerende figur.

TV 2s hovedkanal vil alene i 2021 præsentere seerne for fire store og helt nye underholdningsprogrammer på dansk tv. Det fjerde af slagsen hedder ’Hvem holder masken?’ og har premiere på TV 2 PLAY og TV 2 lørdag 6. november.

- ’Hvem holder masken?’ er både surrealistisk, sjovt og stærkt vanedannende, og vi håber, at danskerne vil kaste sig grådigt over gættelegen, som vi har set det i andre lande. Her er ’The Masked Singer’ kommet på alles læber, fordi folk så gerne vil følge ledetrådene og regne ud, hvem der gemmer sig bag forklædningerne. Både børn, unge og voksne vil fascineres af det legesyge og humoristiske univers – og så er der bare noget ved hemmeligheder og ledetråde, der kan sætte den indre detektiv på overarbejde, siger TV 2-redaktør Thomas Richardt Strøbech.

Fra ‘Hvem holder masken?’, der har premiere på TV 2 PLAY og TV 2 lørdag 6. november 2021. Men hvem synger mon? (Foto: Nicolas Tobias Folsgaard / TV 2)

Fra ‘Hvem holder masken?’, der har premiere på TV 2 PLAY og TV 2 lørdag 6. november 2021. Men hvem synger mon? (Foto: Nicolas Tobias Folsgaard / TV 2)

Ledetrådene hjælper dig på vej
'Hvem holder masken?' er weekendunderholdning med et tvist, for det er samtidig Danmarks største gætteleg, hvor det hver uge bliver afsløret, hvem der overhovedet medvirker. Ti kendte personligheder har sagt ja til at medvirke for at underholde hele Danmark, og deres identitet er tophemmelig.

De ti kendte er forklædt i hver deres forrygende figur – en helfigurs-forklædning, som du aldrig har set det i et dansk tv-show før. De ti figurer er: Æggemad, Ananas, Bulldog, Dådyr, Monster, Robot, Rose, Skelet, Søstjerne og Svane.

De ti kendte danskere, der medvirker, arbejder professionelt med noget vidt forskelligt, men fælles for dem alle er, at de går på scenen for at synge og optræde i hver deres forklædning. Vi hører deres ægte stemmer, når de synger, men når de taler, er deres stemmer forvrængede. Op til hver optræden vil der være ledetråde, der kan hjælpe med at afsløre deres identitet – men også røgslør, så det ikke bliver alt for nemt at gætte, hvem der gemmer sig bag maskerne.

I studiet sidder et publikum klar til at stemme på den figur, de holder med – deres favoritfigur. For figurerne gælder det om at gøre mest muligt ud af deres sceneshow og sang – og få flest stemmer. For den figur, der får færrest stemmer, ryger ud og når dermed ikke til den store finale. Når figuren skal forlade programmet, er det også her, vedkommende skal afsløre sin sande identitet.

- Jeg kan kun anbefale, at man holder godt øje med ledetrådene. Ud over ugens ledetråde i programmet kan man både følge med på vores Instagramprofil @hvemholdermasken og på TV 2 PLAYs Facebookside, hvor man også selv kan gætte med. Vi glæder os til at samle danskerne om én stor, fælles gætteleg i et rablende sjovt show – og ikke mindst til at se de reaktioner, der kommer, når vi uge for uge afslører, hvem der i virkeligheden gemmer sig bag maskerne, siger Thomas Richardt Strøbech.

Detektiverne i 'Hvem holder masken?' er (fra venstre) Frederik Cilius, Sofie Jo Kaufmanas, Peter Frödin og Mille Dinesen. (Foto: Lasse Lagoni / TV 2)

Detektiverne i 'Hvem holder masken?' er (fra venstre) Frederik Cilius, Sofie Jo Kaufmanas, Peter Frödin og Mille Dinesen. (Foto: Lasse Lagoni / TV 2)

Detektiverne i studiet gætter med
Det er ikke kun seerne, der gætter med på, hvem der gemmer sig bag masken. I studiet sidder fire kendte danskere, Detektiverne, klar til sammen med seerne at gætte det bedste, de har lært. Efter hver optræden skal de hver især komme med deres bud på, hvem der netop har optrådt på scenen, for de har heller ingen anelse om, hvem der deltager i ’Hvem holder masken?’.

De fire detektiver er satiriker mm. Frederik Cilius, som er manden inden i Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør Sofie Jo Kaufmanas, skuespiller Mille Dinesen samt skuespiller, komiker, sanger mm. Peter Frödin.

Ibi Støving er vært på ’Hvem holder masken?’, og heller ikke hun ved, hvem der er inde i figurerne.

- Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle være vært på et underholdningsprogram, hvor ikke engang jeg ved, hvem hovedpersonerne er! Det bliver så sjovt, og jeg glæder mig helt vildt til at dele gættelegen med resten af Danmark. Det her underholdningsprogram minder på ingen måde om noget show, jeg har set før, siger Ibi Støving.

Læs mere om 'Hvem holder masken?' her.

'Hvem holder masken?' - premiere lørdag 6. november på TV 2 PLAY og TV 2.

Ibi Støving er vært på ’Hvem holder masken?’. (Foto: Nicolas Tobias Følsgaard / TV 2)

Ibi Støving er vært på ’Hvem holder masken?’. (Foto: Nicolas Tobias Følsgaard / TV 2)

Billede {0} af {1}