Fra TV 2s lanceringsfilm for 'Danmark redder jord'.

Fra TV 2s lanceringsfilm for 'Danmark redder jord'.

Et show i naturens tegn for hele familien

Det bliver underholdende, oplysende og fascinerende for både børn og voksne, når TV 2 og Den Danske Naturfond søndag aften samler penge ind ved det direkte indsamlingsshow 'Danmark redder jord'. Se med søndag 23. maj klokken 19.30 på TV 2 PLAY og TV 2.

Hvem elsker ikke en tur i den grønne bøgeskov med skovbunden fuld af anemoner? Eller en tur langs åen, hvor du måske kan høre nogle kvækkende frøer og fuglefløjt en tidlig sommermorgen? Den danske natur er skøn, men alt for mange vilde dyr og planter er i fare for at forsvinde for altid. Det vil TV 2 gøre noget ved. Derfor samler vi - sammen med danskerne og Den Danske Naturfond - penge ind ved det direkte indsamlingsshow 'Danmark redder jord' søndag 23. maj klokken 19.30, så vi kan vende udviklingen og give naturen et hjem igen.

Mikkel Kryger og Puk Elgård er værter ved showet, og der bliver noget at glæde sig til for hele familien. Natursuperheltene Bjørli Lehrmann, Sebastian Klein og Vicky Knudsen udfordrer Mikkel til på allernærmeste hold at forstå, hvorfor døde træer, kompost, dyrelort og ådsler er så vigtige for biodiversiteten. Bjørli har et snegleterrarie med, som er fyldt med snegle, mens Sebastian viser, hvordan du forælder yngre træer. Også Lene Beier og Morten DD Hansen er med søndag aften, hvor de dyster med hvert deres hold biologistuderende om at finde flest arter i Mols Bjerge, hvor dele af showet afholdes. Anders Morgenthaler sidder med hele aftenen for at lave tegninger af truede dyr, som du kan vinde.

Mikkel Kryger og Puk Elgård er værter, når TV 2 søndag 23. maj klokken 19.30 sender 'Danmark redder jord'. (Foto: Stine Heilmann / TV 2)

Mikkel Kryger og Puk Elgård er værter, når TV 2 søndag 23. maj klokken 19.30 sender 'Danmark redder jord'. (Foto: Stine Heilmann / TV 2)

Der vil også være god musik med Oh Land og Sys Bjerre, mens Martin Brygmann underholder med en helt særlig sang, som han har skrevet specielt til denne aften. TV 2-vejrværterne Peter Tanev, Cecilie Hother og Sara Maria Franch-Mærkedahl har lovet at udfordre sig selv, hvis der bliver samlet penge nok ind: Peter Tanev går på gløder, Sara Maria rappeller, og Cecilie spiser invasive arter.

Vi kommer til at høre en masse inspirerende naturhistorier om for eksempel bjergsalamanderen, som er i fremgang i Sønderjylland takket være et særligt projekt. I showet får vi desuden besøg af gæster, der bare elsker naturen, blandt andre 102-årige Herdis, der har støttet Den Danske Naturfond med mange kvadratmeter vild natur.

- ’Danmark redder jord’ bliver en helt unik tv-aften og en mulighed for at opleve og hjælpe Danmarks natur på en ny og overraskende måde. Vi giver plads til både fascinationen og nysgerrigheden, så alle, både børn og voksne, bliver klogere og forhåbentlig også mere bevidste om, hvor skøn og vigtig naturen er, og at vi kan nå at hjælpe, hvis vi handler nu. Vi har hele ugen sat fokus på at redde jord med danske naturdokumentarer, programmer som 'Havens hemmeligheder', indslag i 'Go' morgen Danmark' og TV 2 Vejret, fordi vi tror på, at danskerne vil være med til at gøre en positiv forskel for naturen og redde levesteder til vores truede dyr og planter - kvadratmeter for kvadratmeter, siger Henriette Ladegaard-Pedersen, der er TV 2-redaktør på ’Danmark redder jord’.

Se lanceringsfilmen for ’Danmark redder jord’ her

1 kvadratmeter jord, som opkøbes af Den Danske Naturfond og udlægges til vild natur, koster 12 kroner (billede fra lanceringsfilmen for 'Danmark redder jord').

1 kvadratmeter jord, som opkøbes af Den Danske Naturfond og udlægges til vild natur, koster 12 kroner (billede fra lanceringsfilmen for 'Danmark redder jord').

’Danmark redder jord’ - direkte fra Maltfabrikken i Ebeltoft med udsigten til den smukke Ebeltoft Vig og Mols Bjerge søndag 23. maj klokken 19.30. Se med på TV 2 PLAY og TV 2.

For bare 12 kroner kan du være med til at redde en kvadratmeter jord i Danmark og samtidig få masser af oplysning, underholdning og interessante historier, når TV 2 PLAY og TV 2 sender 'Danmark redder jord' søndag 23. maj, hvor det er FN’s internationale biodiversitetsdag. De indsamlede penge går ubeskåret til at opkøbe og genskabe vild natur i Danmark.

Du kan læse mere, om hvordan du kan være med til at redde jord her: https://danmarkredderjord.dk/

Læs også: Den vilde natur mangler plads. ’Danmark redder jord’ giver naturen førsteprioritet og beskyttelse for altid

Billede {0} af {1}