Endnu et stort mediehus slutter sig til Publisher Platform

Publisher Platform er lanceret i samarbejde mellem TV 2, JP/Politikens Hus, Berlingske Media, Børsen, Jysk Fynske Medier og Sjællandske Medier, som et stærkt, dansk alternativ til Facebook og Google.

Publisher Platform er lanceret i samarbejde mellem TV 2, JP/Politikens Hus, Berlingske Media, Børsen, Jysk Fynske Medier og Sjællandske Medier, som et stærkt, dansk alternativ til Facebook og Google.

Den digitale, danske reklameplatform, der i april passerede 200 kunder og vandt en international pris, får nu Aller Media med ombord - og dermed også nye, relevante målgrupper til annoncørerne.

1. oktober 2020 gik den digitale, danske reklameplatform Publisher Platform i luften, og efter bare seks måneder kunne platformen høste flot, international anerkendelse, da den vandt prisen ‘Chair Award for Best Overall Technology for Programmatic Trading’ ved The Drum Digital Advertising Awards 2021.

Publisher Platform er lanceret i samarbejde mellem TV 2, JP/Politikens Hus, Berlingske Media, Børsen, Jysk Fynske Medier og Sjællandske Medier, som et stærkt, dansk alternativ til Facebook og Google. Sammen repræsenterer de involverede medier en dækning på mere end 90 procent af den danske befolkning over 15 år. Med Publisher Platform slipper annoncørerne for usikkerhed om, hvor de optræder, fordi platformen sikrer nem og enkel adgang til de danske mediehuse samt garanti for kun at optræde i en dansk, journalistisk kvalitetskontekst. Nu får disse mediehuse selskab af endnu et stort mediehus, da Aller Media nu også bliver en del af platformen.

- Nu udvider vi med endnu et stort mediehus, og vi er utroligt glade for at få Aller med ombord. Platformen har vist sit værd, og jeg er glad for, at Aller også kan se mulighederne og perspektiverne i platformen, siger Kenneth Brenøe, der er bestyrelsesformand for Publisher Platform og til daglig Head of Digital Sales & Digital Ad Development hos TV 2, og fortsætter:

- Aller kan i den grad bidrage med nyt indhold til platformen. Mens de nuværende medlemmer primært er nyheds- og aktualitetsmedier, kommer Aller med en profil og indhold, der mere er baseret på underholdning og mode. Og da annoncørerne jo køber ind på baggrund af det kontekstuelle, er det vigtigt, at vi er bredt repræsenteret på indholdsdelen. Derfor er det en berigelse af platformen, at Aller kommer med, siger Kenneth Brenøe.

Ifølge Kenneth Brenøe handler Publisher Platform langt fra kun om volumen, det handler i høj grad også om nicher, og derfor er der også brug for nichemedier på platformen.

- Aller har mange nichemedier i deres portefølje, som samlet set har en stor volumen inden for nogle meget interessante indholdskategorier. Aller kan derfor få glæde af den lettere tilgængelighed til annoncørerne og kampagner i platformen, og omvendt får platformen og annoncørerne glæde af styrkelsen inden for nye kategorier, siger Kenneth Brenøe.

 

Konkurrencedygtigt alternativ

- Vi har valgt at være en del af Publisher Platform, da det er et vigtigt og godt initiativ, hvor vi i fællesskab med andre mediehuse kan tilbyde et stærkt og konkurrencedygtigt dansk alternativ til Facebook og Google. De helt klare fordele ved platformen er, at annoncøren får en lettilgængelig og målrettet platform, som sikrer, at eksponering kun sker de steder, som er tiltænkt den bookede kampagne. Da Publisher Platform bygger på et cookieless miljø, og målretning sker på baggrund af kontekst, understøtter det de skærpede krav til digital annoncering fremover, siger Lars Kroløkke, direktør for Digital Transformation i Aller Media A/S, og fortsætter:

- Vores helt klare forventning er, at vi i Aller Media kan bidrage til at fremme brugen af Publisher Platform ved at tilføje nye kategorier og destinationer fra vores mange spændende digitale indholdsvertikaler.

På Publisher Platform går hver krone, der investeres, ubeskåret til annonceindkøb, eftersom de danske mediehuse afholder de tekniske omkostninger efterfølgende. Det står i modsætning til alle andre platforme, hvor de forskellige tech fees trækkes fra annoncørens budget, før der kan købes eksponering for det tilbageværende beløb. Der er fokus på og arbejdes hårdt for at få førstepartsdata med i platformen i endnu større grad fra de enkelte medier, hvilket understreger platformens uafhængighed af cookies og tredjepartsdata.

Billede {0} af {1}