På årsdagen for pressemødet om første nedlukning af Danmark debatterer partilederne, hvordan Danmark kommer videre med coronakrisen. Hvad er det for en pris – sundhedsmæssigt, økonomisk og menneskeligt – vi som samfund skal og vil betale for krisen? Se med torsdag 11. marts klokken 19.55 på TV 2, TV 2 NEWS og TV 2 PLAY.
De fleste af os husker meget præcist 11. marts 2020, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) sendte Danmark i coronanedlukning. På årsdagen for dette historiske pressemøde samler TV 2 lederne af Folketingets partier, herunder statsministeren, til en debat om prisen for coronakrisen.
- Danmark og resten af verden har nu levet et år i hel eller delvis nedlukning. Det har sikret styr på coronasmitten herhjemme, men samtidig har det haft en pris for tusindvis af virksomheder og danskere. På årsdagen for nedlukningen er det tid til, at vi samler partierne til en debat om prisen for krisen, siger TV 2s nyhedschef, Jacob Kwon.
Aktualiteten af debatten understreges af, at politikerne netop i disse dage forhandler om en langsigtet plan for genåbning af Danmark.
’Partilederdebat – et år med corona’ sendes torsdag 11. marts klokken 19.55 på TV 2, TV 2 NEWS og TV 2 PLAY. Debatten ledes af nyhedsvært Natasja Crone og politisk redaktør Troels Mylenberg, og de vil især have fokus på tre hovedområder i debatten:
• Sundhedsvæsenet – hvad har vi lært, og hvad gør vi ved det?
• Økonomien – hvordan retter vi op?
• Den mentale trivsel – skal vi leve eller overleve?
Debatten foregår på det nedlukkede Statens Museum for Kunst, hvor partilederne også mødtes for cirka ti måneder siden – 14. maj 2020 – til debat om coronakrisen.
Direkte aktualitetsshow med fokus på det lys, der er på vej
Foruden partilederdebatten torsdag 11. marts markerer TV 2 ét år med coronanedlukning på flere måder i de kommende dage.
Søndag 7. marts klokken 20.00 sender TV 2 PLAY og TV 2 det direkte aktualitetsshow ’Det bli’r godt igen’, som sætter fokus på det lys, der på flere måder er på vej til landet. Læs mere her.
I timen op til ’Det bli’r godt igen’ – søndag 7. marts klokken 19-20 – forener TV 2 Nyhederne og TV 2 Regionerne kræfterne for at se tilbage på et af de mest spektakulære år i nyere dansk historie.
Vi fortæller om de danskere, der har mistet og været døden nær. Vi fortæller om konsekvenserne af en samfundsnedlukning, både menneskeligt og økonomisk. Vi fortæller også om dem, der har fået noget godt ud af krisen, og så ser vi fremad: Vi har spurgt 20 af Danmarks førende eksperter, hvordan og hvornår de vurderer, at Danmark kommer ud af coronaens skygge.
TV2.DK, TV 2 PLAY og TV 2 ECHO laver særlige historier og programmer om tiden før og med corona, og årsdagen giver også anledning til indslag i ’Go’ morgen Danmark’ og ’Go’ aften LIVE’.