Vækst i forbruget på tværs af TV 2s platforme

Danskerne søgte i stigende grad mod det danske kvalitetsindhold i 2020 - både på TV 2 PLAY og på TV 2s tv-kanaler, og væksten er fortsat med uformindsket styrke i starten af 2021.

Danskerne søgte i stigende grad mod det danske kvalitetsindhold i 2020 - både på TV 2 PLAY og på TV 2s tv-kanaler, og væksten er fortsat med uformindsket styrke i starten af 2021.

10. februar 2021;
Af: Mads Boysen, TV 2 Kommunikation

I 2020 steg forbruget på tværs af TV 2s platforme, og det gav annoncørerne gode muligheder for at afvikle endnu mere effektfulde kampagner. 2021 er også kommet stærkt i gang.

I 2020 blev tv-markedet ramt af både Corona og flere strukturelle ændringer – blandt andet Discoverys exit fra YouSees tv-pakker og DR’s lukning af tv-kanalerne DR3, DRK og Ultra. Ved indgangen til 2020 var flere brancheeksperter bekymrede på annoncørernes vegne for konsekvenserne for den kommercielle tv-sening, men 2020 skulle på mange måder vise sig at blive et særligt godt år. For ud over at faldet i den generelle tv-sening i Danmark blev bremset, bød 2020 på en stigning i den kommercielle tv-sening.

- TV 2-familien har mere end absorberet den sening, som Discovery mistede, og der er faktisk skabt en vækst på tre procent i danskernes kommercielle tv-sening. Og de positive takter fortsætter her i begyndelsen af 2021, hvor den kommercielle sening er vokset med cirka 10 procent i forhold til samme periode sidste år. Det har givet annoncørerne ekstra gode muligheder for at afvikle deres kampagner på TV 2s platforme, siger Peter Olafsson, salgsdirektør for TV 2 Reklamesalg, og fortsætter:

- Når det er sagt, så er TV 2 ligesom alle andre tv-udbydere naturligvis udfordret af danskernes ændrede tv-vaner, og derfor handler TV 2s nye koncernstrategi også om at samle så mange danskere som muligt op på TV 2 PLAY, så TV 2 samlet set kan bevare sin nuværende gennemslagskraft.

Salgsdirektør for TV 2 Reklamesalg, Peter Olafsson. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

Salgsdirektør for TV 2 Reklamesalg, Peter Olafsson. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

Over 600 annoncører køber Addressable TV

TV 2 PLAY har over de seneste år oplevet en eksplosiv vækst, og 2020 var ingen undtagelse. Danskerne søgte også i stigende grad mod det danske kvalitetsindhold på TV 2s streamingtjeneste under coronakrisen, og væksten er fortsat med uformindsket styrke i starten af året. TV 2 forventer derfor at kunne udbyde mere end 1,5 milliarder målrettede reklamevisninger til annoncørerne på TV 2 PLAY i 2021.

I efteråret 2020 rundede TV 2 PLAY 700.000 abonnementer, svarende til at godt 1,5 millioner danskere nu har adgang til tjenesten. I 2020 voksede den daglige sening pr. abonnent med 30 procent, og sammen med blandt andet TV 2 PLAYs abonnementsvækst betød det, at reklamelageret på TV 2 PLAY blev fordoblet. Samtidig har de målrettede reklamer på TV 2 PLAY, der også går under betegnelsen Addressable TV, nu over 600 annoncører på kundelisten.

- Addressable TV på TV 2 PLAY er blevet et etableret reklameprodukt, fordi det i lighed med traditionelt tv er et produkt, der afvikles i et kvalitetsmiljø, hvor reklamerne bliver set til ende med lyd på – og ofte på en stor skærm. Dermed skiller det sig ud fra en række af de øvrige videoprodukter på markedet, hvor man ikke kan være sikker på at få samme kvalitet for pengene, siger Peter Olafsson, og fortsætter:

- I 2020 har vi også gjort det lettere for annoncører og bureauer at købe Addressable TV via vores nye selvbetjeningsplatform, TV 2 Connect, som er blevet taget rigtigt modtaget i markedet. I 2021 udvikler vi videre på TV 2 Connect og selvfølgelig også på Addressable TV-produktet, hvor der vil komme endnu flere muligheder for målretning – blandt andet med brug af annoncørernes egne data, siger Peter Olafsson.

 

Et vildt nyhedsår

TV 2-familiens samlede tv-sening voksede med 14 procent eller 10 minutter dagligt pr. dansker i 2020. Over 70 procent af danskernes nyhedssening i 2020 foregik på TV 2s kanaler, og TV 2 NEWS havde sit bedste år nogensinde. Også TV2.DK mærkede danskernes interesse for nyheder og aktualitet med mange store nyhedsdage. TV 2s kanaler stod desuden for over halvdelen af al sportssening i Danmark.

- 2020 blev med andre ord et rigtigt flot år, hvor vi har fået udbygget vores positioner yderligere på alle platforme - og 2021 ser også lovende ud. Med fortsatte investeringer i kvalitetsindhold og med en ny koncernstrategi, som skal accelerere udviklingen af TV 2 PLAY yderligere, har vi alle forudsætninger for at kunne løfte samarbejdet med annoncører, bureauer og andre samarbejdspartnere til et nyt og højere niveau i 2021, siger Peter Olafsson.

Billede {0} af {1}