
Statsminister Mette Frederiksen (S) deltog i torsdagens pressemøde om indførelsen af omfattende restriktioner i store dele af Nordjylland. (Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix)
På en alvorlig baggrund var TV 2s nyhedskanal i lange perioder torsdag Danmarks mest sete tv-kanal. Uge 45 blev kanalens bedste uge nogensinde, og 2020 bliver et historisk år for kanalen.
TV 2 NEWS har sendt nyheder, analyse, baggrund og perspektiv til danskerne i flere end 5.000 dage, og de mest sete dage har ofte handlet om valg, vejr og terror.
Torsdag 5. november – på TV 2 NEWS’ sendedag nummer 5.089, som var domineret af valgresultater fra USA og et alvorstungt COVID-19-pressemøde om mink og Nordjylland – fik kanalen så en seerrekord af de helt store.
I går stod TV 2 NEWS nemlig for cirka 17 procent af danskernes tv-sening – langt over de hidtil største rekorddage med 13-14 procent i seerandel. Til sammenligning hører, at TV 2 NEWS – som Danmarks tredjestørste kanal – i årets første ti måneder har stået for knap syv procent af tv-seningen. Torsdagens seerandel var dermed cirka 2,5 gange større end den sædvanlige seerandel i rekordåret 2020.
I lange perioder af torsdagen var TV 2 NEWS Danmarks mest sete kanal – foran hovedkanalerne TV 2 og DR1. Det var tilfældet det meste af natten og stort set uafbrudt mellem klokken 12.30 og 18.00. Det meste af torsdag morgen og formiddag var TV 2 NEWS næststørst efter TV 2, men mere set end DR1.
- Det er voldsomme og historiske nyhedshistorier, vi oplever i disse dage, og de fortjener den allerstørste og bedste dækning. Danskerne ved, at de kan regne med TV 2 NEWS, når de store begivenheder sker, og jeg er stolt af, at danskerne i så høj grad søger hen til NEWS i disse dage, siger Ulla Pors, der er chefredaktør for TV 2 NEWS.
Samtidig er uge 45 – den amerikanske valguge – TV 2 NEWS' stærkeste uge nogensinde målt på både sening og seerandel med en seerandel på godt 12 procent for hele ugen. Det er samme seerandel som ugens nummer 4, 5 og 6 tilsammen (nemlig kanalerne TV 2 CHARLIE, DR2 og TV3).
2020 bliver i det hele taget et historisk rekordår for TV 2 NEWS, som bliver svært at overgå.
Et billede på dette historiske år er TV 2 NEWS’ daglige seerandel. Gennem sin snart 14 år lange historie har TV 2 NEWS i alt 26 gange oplevet at have en seerandel på 10 procent eller derover. 23 af disse 24 rekorddage ligger i 2020!
TV 2 NEWS' chefredaktør, Ulla Posr. (Foto: Henrik Ohsten / Tv 2)
Torsdag 5. november var også en stor dag for TV2.DK og apps. Med over 23 millioner sidevisninger er 5. november nu næstbedste dag for TV2.DK nogensinde – kun overgået af dagen forinden, onsdag 4. november, med godt 26 millioner sidevisninger.
------
Læs også:
Kæmpestor interesse for det amerikanske valg