TV 2 viser ny dokumentar om kronprins Frederik i forbindelse med hans 50-årsfødselsdag.
Lørdag 26. maj fylder kronprins Frederik 50 år, og TV 2 fejrer det blandt andet med et nyt portræt med titlen 'Min vej - Kronprins Frederik 50 år'. Det er et portræt af en kronprins, der ligesom alle andre skal lære at finde sig selv og sine styrker.
Personen bag den royale titel inviterer os både med bag de lukkede døre og de små pusterum mellem længe planlagte begivenheder, men også indenfor i det familieliv, der betyder mere og mere for ham.
'Min vej - Kronprins Frederik 50 år' vises på TV 2 søndag 20. maj klokken 20.00.
Unik historie
Hvad vil det sige at blive voksen uden at vælge sin egen karriere? Hvordan definerer man sig selv i en verden, der allerede har et låst billede af, hvem man er, og hvad man skal blive til?
Portrættet er den unikke historie om mennesket Frederik, der er ved at blive til kongen Frederik.
Han er født som arvtager til en historisk institution, og for kronprins Frederik har vejen siden hans fødsel været lagt fast. Den er lagt af hans forfædre og deres uundgåelige forhold til det land, de har regeret i over tusinde år. Livet som kongelig ligner på overfladen en velsignet og misundelsesværdig tilstand, og rollen som tronfølger forbindes med både ære og prestige.
Der er ingen lærebog
Men det er ikke altid let at skulle passe ind i en rolle, som man ikke selv har valgt. Tronskiftet er en pligt og en familietradition, der ikke findes i nogen lærebøger. Hver arving kan studere sine forfædre og modtage råd fra forældrene, men i sidste ende skal man finde sin egen måde at gå ned af den forudbestemte vej på.
I portrættet forklarer dronning Margrethe, at hendes egne pligter forhindrede hende i at være så meget tilstede for sine børn, som hun havde ønsket, og kronprins Frederik er vokset op med tvivl om den pligt, der ventede ham i fremtiden. I mange år forstod han ikke sin egen rolle og havde svært ved at sammenligne sig med sine venner, mens de dannede sig en idé, om hvem de ville være som mennesker.
For kronprins Frederik var der ikke tale om noget spørgsmål, men heller ikke noget svar. For hvem ved egentlig, hvad det betyder at skulle være konge?
Kronprinsen fandt sit frirum
I mange år pressede Kronprinsen tilbage, når det, der blev forventet af ham, kom for tæt ind på livet. De ting, der normalt forbindes med det royale liv, skulle holdes på afstand.
Han fandt hurtigt en ventil i de fysiske udfoldelser og udfordringer, som sporten og udendørslivet kunne tilbyde ham. Rollen som tronarving passede ham ikke godt, og væk fra hoffets forgyldte lokaler begyndte han for første gang at opdage de evner og redskaber, der med tiden skulle blive hans varemærke.
I militæret og senere den intense eliteuddannelse hos Frømandskorpset fandt kronprins Frederik et frirum, hvor han kunne vokse og lære. Han forstod, at han trives under pres, og at udfordringer giver ham mulighed for at styrke sig selv og en måde at definere sig selv på.
Rollen som ægtemand og familiefar
For det var først i mødet med kronprinsesse Mary, at kronprins Frederik begyndte at føle sig komplet nok til at løfte det ansvar, som hele tiden ventede ham. Kronprinsessen fortæller om den vægt, som hendes forlovede dengang kæmpede med at løfte og samtidig om, hvordan han siden som hendes ægtemand og senere som familiefar har kunnet vokse ind i den rolle, som forventes af ham.
I dag ses det tydeligt, at den ramme, som familien har dannet om Kronprinsen, er med til at ruste ham til at klare en hektisk og ofte ansvarsfyldt hverdag.
Den kronprins, vi ser i dag, udfylder mange roller; som mægler, symbol og talsmand følger vi ham fra Sydafrika til Brasilien og Mellemøsten. I det nye portræt, som er produceret af JJ Film for TV 2, får vi historien om en fattet og ansvarsfuld kommende regent, der hver dag arbejder for at gøre det bedste, han kan i de mange roller, der er påbudt ham.
Vi ser også en familiefar, der både giver og trækker på sin families kærlighed. Som Kronprinsessen forklarer i programmet, skyldes Frederiks ro, at de roller, han tidligere har kæmpet for at finde ind i, er rykket tættere på den, han er.
Se trailer for 'Min vej - Kronprins Frederik 50 år' herunder.
-----------
Læs også:
Royal Run - tæt på folkefesten for kronprins Frederik
Flere nyheder om Kronprinsens 50-årsfødselsdag
Mere royal dækning på TV 2s kanaler: Kongeligt bryllup i Windsor