TV 2 PLAY scorer seks fodboldfilm

Den britiske skuespillerinde Keira Knightley blev for alvor bemærket for første gang i filmen ’Bedre end Beckham’, hvor hun spiller Juliette, der er vild med at spille fodbold. (Foto: TV 2)

Den britiske skuespillerinde Keira Knightley blev for alvor bemærket for første gang i filmen ’Bedre end Beckham’, hvor hun spiller Juliette, der er vild med at spille fodbold. (Foto: TV 2)

08. juni 2016;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2s streamingtjeneste TV 2 PLAY har i anledning af EURO 2016 fået fingrene i en række film, der alle har fodbold som omdrejningspunkt, bl.a. 'Bedre end Beckham', 'Männer wie wir' og 'One Night in Istanbul' - sidstnævnte for første gang tilgængelig på en dansk streamingtjeneste.

Der er nærmest fodboldmania på TV 2 PLAY i anledning af EURO 2016. Ikke alene kan hver eneste kamp, der spilles under EM i Frankrig, ses på TV 2 PLAY samtidig med, at der også er sammendrag med mål og højdepunkter fra alle kampe.

Derudover kan man se en række anerkendte film, der har fodbold som omdrejningspunkt - der skal jo også være noget at lave, når der ikke spilles kampe. En af de film, der kan ses under EURO 2016, er 'One Night in Istanbul'. Filmen følger Liverpool-fans vej til Istanbul, hvor de skal se Champions League-finalen mellem Liverpool FC og AC Milan i 2005. 'One Night in Istanbul' på TV 2 PLAY er filmens premiere på en dansk streamingtjeneste.

Homo-hold og manglende husmor-drømme
Fodbold handler om meget mere end 22 mand og en dommer på en bane. Fodbold handler også om livet udenfor banen, hvor sporten kan bruges til at nedbryde fordomme og kulturelle konventioner. Det ses bl.a. i 'Bedre end Beckham'.

Filmen handler om den indiske pige Jess, som bor i England med resten af sin familie og drømmer om en karriere som fodboldspiller. Hendes forældre ser hellere, at hun bruger sin tid på at blive gift og være husmor. Sammen med en veninde - en ung Keira Knightley - som heller ikke har let ved at få lov til at spille, tager de kampen op for succes på fodboldbanen.

'Männer wie wir' handler om en målmand, som bliver sparket ud af sin klub efter både at have lukket et straffe ind og kysset en mand. Han beslutter sig derfor for at samle et homo-hold, der kan slå det gamle hold, men det viser sig at være et projekt med en række udfordringer.

'One Night in Istanbul' handler om Liverpool-fans vej til Liverpools Champions League-finale mod AC Milan i 2005. Mirakuløst vinder Liverpool finalen i den afgørende straffesparkskonkurrence efter at have været bagud med 3-0 i første halvleg. Kampen omtales i dag som 'Miraklet i Istanbul'. (Foto: Rialto Film / TV 2)

Den samlede pakke af fodboldfilm, som kan findes på TV 2 PLAY, er:

'United'
'United' er baseret på den sande historie om fodboldholdet Manchester Uniteds legendariske 'Busby Babes', der var det yngste hold nogensinde til at vinde mesterskabet i England, og den flyulykke i Münchens lufthavn i februar 1958, der kostede otte fra holdet livet. 

Filmen indeholder interviews med nogle af de overlevende og deres familier og fortæller den inspirerende historie om, hvordan holdet og beboerne i Manchester kom videre efter den forfærdelige tragedie.

'The Other Half'
Nygifte og med udsigt til deres drømme-bryllupsrejse ankommer engelske Mark (Danny Dyer) sammen med sin amerikanske kone Holly (Gillian Kearney) til Portugal. Der er dog lige noget, Mark har glemt at fortælle Holly, og det er, at Portugal er vært for europamesterskaberne i fodbold, og at han har billetter til samtlige kampe, som det engelske landshold skal spille.

Ikke lige det bedste udgangspunkt for en romantisk ferie, og gradvist må Holly overveje, hvad det er for en mand, hun egentlig har giftet sig med, og om der er noget håb tilbage for dem som par.

'Bedre end Beckham'
Jess (Parminder Nagra) er et stort fodboldtalent og bor i England sammen med resten af sin indiske familie. Hun er 18 år og parat til at vie hele sit liv til fodbold, ligesom hun drømmer om at løbe på banen for Manchester United sammen med David Beckham.

Jess' forældre er derimod mere interesseret i, at deres datter bliver gift, så hun kan blive en god husmor. Fodboldkarrieren ligger heller ikke lige til højrebenet for veninden Jules (Keira Knightley), men sammen tager de kampen op for at få succes på fodboldbanen.

'Männer wie wir'
Bagersønnen Ecki (Maximilian Brückner) bor i en lille tysk by, hvor alle er vilde med fodbold. Han er målmand på byens hold, men da han er skyld i, at holdet taber mesterskabet og samtidig bliver taget i at kysse en holdkammerat, bliver han sparket af holdet.

Han sværger nu at vende tilbage inden en måned og slå byens hold med et nyt hold, hvor alle spillerne er bøsser! Så han går i gang med at samle sit homo-hold, men at få skabt et fungerende hold af de mange forskellige bøssetyper, der absolut ikke alle er i lige god form, viser sig at være enormt svært. Ecki klør dog på med masser af entusiasme, og snart oprinder den store dag, hvor det nye homo-hold skal op imod Eckis tidligere holdkammerater.

'Things to Do Before You're 30'
Cass (Dougray Scott) og resten af hans fodboldkammerater har spillet fodbold sammen stort set hele deres liv, men nu nærmer de sig alle snart de 30. Pludselig er der andet i livet, som trænger sig på, og fodboldsammenholdet må så småt vige pladsen for både kærester, familieforøgelse og andre voksne forpligtelser. Ligesom det går op for dem, at der er visse "ting", de bør nå at prøve, inden de runder det skarpe hjørne, og at det derfor er ved at være sidste udkald.

'One Night in Istanbul'
To taxachauffører fra Liverpool får mulighed for at tage deres sønner med til Champions League-finale i Istanbul. Turen er en handel med en lokal gangster, og der venter en del problemer og udfordringer for de håbefulde Liverpool-fans. Både udenfor banen og på banen, hvor Liverpool er bagud med 3-0, og fansene har sjældent været mere desperate.

Billede {0} af {1}