Jarlen er ny vært på 'Lur mit liv'

Der er liv og glade dage, når vært Jarl Friis-Mikkelsen og to veloplagte holdkaptajner Camilla Miehe-Renard og Hella Joof byder indenfor. (Foto: Gong / TV 2)

Der er liv og glade dage, når vært Jarl Friis-Mikkelsen og to veloplagte holdkaptajner Camilla Miehe-Renard og Hella Joof byder indenfor. (Foto: Gong / TV 2)

09. september 2015;
Af: TV 2 Kommunikation

CHARLIE-succesprogrammet vender tilbage med en ny sæson søndag 13. september – og med en ny vært.

Når den nye sæson af 'Lur mit liv' løber over skærmen på TV 2 CHARLIE fra søndag 13. september, bliver det med et velkendt ansigt og en ægte CHARLIE-kending, Jarl Friis-Mikkelsen, ved roret. Den nye vært står klar til at quizze om en række kendte danskeres boligindretning, livsstil og vaner.

Hvorfor bliver der smadret porcelæn hjemme hos Line Baun Danielsen, og er Jacob Haugaards hjem ligeså farverigt som hans tøj? Få svaret i den nye sæson af 'Lur mit liv', hvor vi besøger en række kendte danskere i deres eget hjem.

Se trailer nedenfor.

Livsstilsreporteren Gordon Kennedy guider seerne rundt i privaten og laver sjove indslag, som danner grundlag for quizzen i studiet. Her skal de to muntre holdkaptajner Camilla Miehe-Renard og Hella Joof med hver deres livsstilsekspert forsøge at gætte på hovedpersonens boligstil og vaner. Under det meste af quizzen er hovedpersonen til stede i studiet og fortæller masser af sjove og personlige anekdoter.

- Seerne kan glæde sig til et sjovt kig ind i privaten hos en række kendte mennesker. Det overraskede mig meget, at det var så svært for vores to hold at arbejde sig ind på den kendte hovedperson. Her gik vi og troede, at vi vidste alt, men der dukker hele tiden nye, sjove og overraskende ting frem om dem, vi troede, vi kendte, siger Jarl Friis- Mikkelsen, der glæder sig over den nye værtsrolle.

I premiereprogrammet søndag 13. september kan seerne komme lidt tættere på 'Mr. News' Jens Gaardbo, og senere i programrækken kan man se frem til et kig ind hos bl.a. Johnny Hansen, Ditte Gråbøl, Anders Bircow og mange flere.

Billede {0} af {1}