
Cecilie Frøkjær og Morten Ankerdal er ambassadører for Knæk Cancer 2015. (Fotos: Michael Langhoff / TV 2)
Cecilie Frøkjær og Morten Ankerdal er udpeget til ambassadører for Knæk Cancer, der er vokset til en folkesag, som oplever kæmpestort engagement ude i landet og på de sociale medier.
TV 2 og Kræftens Bekæmpelse står igen i år i spidsen for den store event i uge 43, Knæk Cancer, der samler penge ind til kræftforskning, patiensstøtte og forebyggelse af kræft. Og to TV 2-værter med stort engagement i Knæk Cancer har sagt ja til at være ambassadører i 2015.
Det drejer sig om Cecilie Frøkjær, der hermed er Knæk Cancer-ambassadør for anden gang og Knæk Cancer-vært gennem alle årene, og Morten Ankerdal, der for første gang er ambassadør. Han har et par gange tidligere været medvært på det store ’Knæk Cancer Live’-show.
TV 2 og Kræftens Bekæmpelse gennemfører i 2015 Knæk Cancer for fjerde gang. For TV 2 er Knæk Cancer en højt prioriteret, samfundsvigtig opgave og en event, der både lever på tv og via aktiviteter i hele landet og herudover følges stærkt på sociale medier som Facebook, hvor Knæk Cancer har flere end 280.000 fans.
I Knæk Cancer-ugen er der oplysning om kræft i flere dokumentarprogrammer på TV 2, i ’Go’ aften Danmark’ og ’Go’ morgen Danmark’ – sidstnævnte sætter også indsamlingsinitiativer i gang. TV 2-regionernes populære nyhedsudsendelser bringer også indslag om kræft, mens der er fuldt fokus på indsamling i ’Hvem vil være millionær?’, ’Vild med dans knækker cancer’ og indsamlingsshowet ’Knæk Cancer Live’.
Læs mere om, hvad Knæk Cancer 2015-indsamlingen går til.
Morten Ankerdal.
Bevar livsmodet og livskvaliteten
For Morten Ankerdal har Knæk Cancer altid haft en helt speciel betydning på grund af faderens kræftsygdom – i særdeleshed sidste år, hvor hans far, Steen Ankerdal, døde et par måneder inden Knæk Cancer-eventen.
- Det er ekstremt vigtigt, at vi som danskere står sammen, og at vi forsøger at bevare livsmodet og livskvaliteten midt i alt det triste. Man kan godt få noget livskvalitet ud af et liv, der har forandret sig. Min far fik meget ud af sine fem barske år med kræft, og det budskab håber jeg, jeg kan være med til at give videre. Der er håb, og det er det, vi skal holde fast i, siger Morten Ankerdal til tv2.dk.
Med sin rolle som ambassadør for Knæk Cancer ser Cecilie Frøkjær frem til at indsamle penge til kræftforskning, ligesom hun også håber at kunne være med til at opbygge et fællesskab.
- Nogle kræftramte gemmer sig med deres sygdom og synes, det er deres eget, private problem. Jeg synes, det er vigtigt, at de ved, at de ikke er alene, men at andre har det lige sådan, og at de kan finde fællesskab i sygdommen. Man må aldrig skamme sig over at have kræft, det er ikke noget tabu. Med Knæk Cancer sætter vi fokus på en masse historier om håb og fællesskab, siger Cecilie Frøkjær.
-----------------------------
Se Knæk Cancers website knækcancer.tv2.dk.
Følg Knæk Cancer på Facebook her.
Følg Knæk Cancer på Instagram her.
Følg Knæk Cancer på Twitter her.
----------------
Om Knæk Cancer
Knæk Cancer er en ambitiøs overskrift. Men det er ikke desto mindre det mål, TV 2 og Kræftens Bekæmpelse har sat sig. Ikke alene, men sammen med danskerne, for kræft er en fælles sag, som kræver en fælles indsats. Vi kan ikke udrette mirakler – men vi vil prøve.
Derfor handler en hel uge om to ting: Oplysning og indsamling. Oplysning om sygdom og helbredelse, om forskning og patienter, om død og ikke mindst om liv. I en lang række programmer på TV 2 sættes der fokus på kræften, og undervejs vil pengene blive quizzet, danset og samlet ind til Kræftens Bekæmpelse. Det hele kulminerer i et stort indsamlingsshow på TV 2 lørdag 24. oktober 2015.
Kræft rammer hver tredje dansker og gør alle andre til pårørende. Den gode historie er, at flertallet overlever kræften, men vi vil gerne sætte barren lidt højere. Færre skal få kræft, og flere skal overleve.
Cecilie Frøkjær.
Om kræft i Danmark
• Kræft opstår, fordi celler i kroppen begynder at vokse ude af kontrol
• Hver tredje dansker får kræft, før de fylder 75 år
• Kræft er den hyppigste dødsårsag blandt danskere under 65 år
• Hvert år får knap 35.500 danskere kræft – det er 97 om dagen
• Ca. 15.300 danskere dør af kræft om året – det er 42 om dagen
• Ca. 258.000 danskere lever med en kræftdiagnose