TV 2 uddeler pris ved The True Award

Jacob Fischer-Nielsen, chef for TV 2 Kommercielle Partnerskaber (Foto: Miklos Szabo / TV 2).

Jacob Fischer-Nielsen, chef for TV 2 Kommercielle Partnerskaber (Foto: Miklos Szabo / TV 2).

26. august 2015;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 får sin egen pris ved den årlige kåring af de bedste reklamefilm. Prisen skal sammen med en række øvrige tiltag sætte fokus på kreativiteten og effekten af annoncørernes kampagner.

Et nyt partnerskab med Producentforeningen og Dansk Annoncørforening om The True Award er det seneste tiltag i rækken af initiativer under TV 2s ’Kreative agenda’, som har fokus på kreativitet og effekt.

The True Award hylder kreativitet og faglighed i danske reklamefilm, og der uddeles priser i en række forskellige kategorier.  Det er Producentforeningen og Dansk Annoncørforening, der står bag The True Award, som afholdes på Langelinie Pavillonen 30. oktober. Der er åbent for upload af film fra 17. august til 8. september.

Forbrugernes bedømmelse af reklamefilm
Reklamefilmene vurderes af et panel af forbrugere via TV 2s kreative vidensbank som er blevet til i samarbejde med Gallup. Den nye TV 2-pris går til den reklamefilm, der skaber den højeste grad af involvering og motivation hos forbrugerne. Prisen vil på den måde bidrage til awardshowet med forbrugernes bedømmelse af, om det, der kommunikeres i reklamefilmene, er relevant og interessant for modtagerne, og om filmen forbedrer oplevelsen af brandet.

- Under overskriften ’Den kreative agenda’ har TV 2 igangsat en række tiltag, som alle fokuserer på at øge kreativiteten og dermed effekten af annoncørernes kampagner. Det seneste initiativ, hvor vi samarbejder med Producentforeningen og Dansk Annoncørforening, er vigtigt, fordi det inddrager forbrugernes bedømmelse af kampagnerne, og det er jo i sidste ende forbrugerne, der afgør, om en kampagne er en succes eller ej, siger Jacob Fischer-Nielsen, chef for TV 2 Kommercielle Partnerskaber.

- Vi er meget glade for, at TV 2 nu er partner i The True Award. Der er et tydeligt værdifællesskab i ønsket om kontinuerligt at højne kvaliteten i den kommercielle tv-flade. Det er et langt træk, og derfor er intentionen også, at samarbejdet skal fortsætte i minimum tre år, siger Christian Bévort, bestyrelsesmedlem i Producentforeningen og arrangør af The True Award.

Læs mere om The True Award på trueaward.dk/

Billede {0} af {1}