FRI i fremgang – og først med nyt tv

Foto fra TV 2 FRIs trailer om nogle af efterårets programmer. bl.a. 'Mit Frankrig - Jørgen Leth & Hans Pilgaard'. Traileren kan ses ved klik på billedet nede i artiklen.

Foto fra TV 2 FRIs trailer om nogle af efterårets programmer. bl.a. 'Mit Frankrig - Jørgen Leth & Hans Pilgaard'. Traileren kan ses ved klik på billedet nede i artiklen.

05. august 2015;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 FRI er den kanal, som først igangsætter helt nye tilbud til danskerne efter sommeren – bl.a. krejlerquiz og rejseinspiration med Jørgen Leth.

Når TV 2 FRI i denne uge – som den første blandt de danske kanaler – igangsætter helt nye programmer efter sommeren, sker det på baggrund af en vellykket kursjustering i foråret og en betydelig seerfremgang i sommerperioden. Blandt alle danskere har TV 2 FRI øget sin seerandel med cirka 50 procent i sommeren 2015 i forhold til sidste år.

- Især TV 2 FRIs primetime har løftet sig og har tiltrukket nye seere, og flere programmer har opnået seertal over 100.000. I juni dækkede TV 2 FRI det svenske prinsebryllup tættere end nogen anden kanal, og det gav kanalen sin bedste dag og bedste uge nogensinde, siger Mette Ernst Gravesen, planchef for TV 2 Networks og dermed også for TV 2 FRI.

Se traileren for efteråret på TV 2 FRI herunder.

Nye programmer på skærmen i august
Efterårets nye programmer begyndte allerede mandag 3. august med premiere på den underholdende quiz om loppefund, ’Krejlerkongen’, der sendes mandag-torsdag kl. 21.50 i de kommende uger. Den sene aftenflade suppleres om et par uger med nye udgaver af FRI-livsstilsprogrammerne ’Køkkentjansen’ og ’Mit frirum’.

I foråret var torsdag TV 2 FRIs bedste dag i ugen, og kanalen har også i efteråret gjort klar til en stærk torsdag. Den kan begynde allerede 6. august med premieren på ’Mit Frankrig – Jørgen Leth & Hans Pilgaard’ og ’Mit Frankrig – ekstra’.

Senere på efteråret byder TV 2 FRI på flere nye, danske programmer, bl.a. det inspirerende ’Vesters verden’ med kanalens livsstilsmand Søren Vester og hans kreative gør-det-selv-ideer, som tages i brug, når han forskønner sin gård og hygger med familie og venner.

I sensommeren inviterer TV 2 FRI danskerne med til høstfest. De afgrøder, som er blevet sået i de mange haveprogrammer med FRIs haveekspert Anja Barfod, skal høstes, og seerne er med, når afgrøderne forvandles fra råvarer til lækre retter.

TV 2 FRI sender også den tredje sæson af kanalens succesfulde serie ’Fantastiske fund’, der sendes tirsdag aften i forbindelse med andre loppeprogrammer.

Efteråret på FRI byder også på nye skiprogrammer med Danmarks skiguide nummer ét, Thomas Uhrskov, der er gået i samarbejde med skientusiasten Rasmus Dalberg Jørgensen, når pisterne skal besejres.

Billede {0} af {1}