Er du til comedy? Så er der fest på ZULU

Frank Hvam er "upassende". (Foto: TV 2)

Frank Hvam er "upassende". (Foto: TV 2)

26. august 2015;
Af: TV 2 Kommunikation

Zulu Comedy Festival byder på 11 aftener spækket med dansk comedy i høj kvalitet. Blandt andet har TV 2 ZULU tv-premiere på otte nye comedyshows og transmitterer ’Zulu Comedy Galla 2015’.

Fra torsdag 27. august til søndag 6. september viser TV 2 ZULU en lang række danske comedyshows. Under Zulu Comedy Festival på tv kan seerne opleve store, etablerede comedynavne, upcoming komikere og det store show ’Zulu Comedy Galla’.

ZULU går premiere-amok
TV 2 ZULU sender i år hele otte premiereshows under Zulu Comedy Festival. Eventens første premiere er ’The Uffe Holm Show 4’, som skyder comedy-festivalen i gang torsdag 27. august. Showet er fra 2014 og byder på Uffe Holm uden en masse indpakning, men med løjerlige bagtanker og undertoner.

Lørdag 5. september viser TV 2 ZULU tv-premieren på Frank Hvams standupshow ’Upassende’, som er et show om det lange parforhold i al sin skønhed og rædsel. ’Upassende’ handler om alt det, vi alle sammen tænker, men som få af os tør sige højt. Frank Hvams onemanshow er original standup optaget foran kun 100 mennesker på Torups Kælder.

Nyt fra Torben Chris og Thomas Warberg
Også Torben Chris er på skærmen, når TV 2 ZULU viser premieren på det morsomme show ’Jydelogik’, hvor komikeren ”trækker bukserne af samfundet”. Torben Chris mener, at vi har opfundet en lang række farer, trends og problemer, vi ser som sandheder, selvom de går stik imod al sund fornuft. Han kalder det ”socialt accepteret idioti” i showet, der bliver sendt fredag 28. august.

En anden premiere er ’Thomas Warberg Comedy Tour ’14’, som vises på TV 2 ZULU lørdag 29. august. Thomas Warberg blæser på køn, samfundsnormer og politiske holdninger for at afsløre vejen til de største grin.

Flere premierer
Komikeren Elias Ehlers vandt i 2006 DM i standup og ZULUs ’Comedy Fight Club’. Under Zulu Comedy Festival på tv vises premieren på showet ‘Helt Perfekt’. Her gøgler vi os igennem Elias’ tankemylder i jagten på livskloge pointer. 

Andre tv-premiereshows under Zulu Comedy Festival er Sanne Søndergaards feministiske standupshow ’Mandehader’, hvor kønnene kan komme til at grine sammen, og Anders Graus show ’Bekymringsfabler’ fra 2015, hvor komikeren leder efter potentielle trusler, der er værd at bekymre sig om. 

Se trailer nedenfor.

Zulu Comedy Galla 2015
Søndag 30. august sender TV 2 ZULU det store ’Zulu Comedy Galla’ show fra Operaen, hvor Rasmus Bjerg igen i år er vært. Showet uddeler priser, hylder det bedste inden for dansk comedy og er fyldt med kendte komikere og vanvittige numre.

Læs mere: ZULU-godter til dig søndag 30. august

Efter gallaen sender TV 2 ZULU premieren på den nyskabende serie ’Fucking Fornuftig’, som giver et indblik i livet omkring Oliver Gammelgaard – bedre kendt som TopGunn. Mandag 31. august har ZULU ligeledes sæsonpremiere på to af kanalens populære, danske programmer, ’Dybvaaaaad!’ og ’Nørgaards Netfix’.

Læs mere: TopGunn og ZULU tvister virkeligheden

Mere at grine af
Også komikeren og tryllekunstneren Rune Klan er at finde på skærmen under festivalen, når TV 2 ZULU viser hans seneste comedyshow fra 2013.

Mandag 31. august viser TV 2 ZULU Tobias Dybvads onemanshow ’Sjov mand, klam personlighed’, der førte til en nominering til Årets Komiker i 2013. Og der er meget mere at grine af! TV 2 ZULU sender nemlig også shows som ’Linda P’s hovedpine’, ’Comedy Aid 2014’, ’Lasse Rimmer Show’, Geo Heltboes ’Kemo og comedy’, ’Thomas Hartmann X-II’ og ’DM i stand-up 2015’.

De erfarne komikere, Jonatan Spang og Mick Øgendahl, kan begge opleves to gange under ’Zulu Comedy Festival’. Jonatan Spang med showet ’Bryllup’ fra 2014 og med et specialafsnit af comedyserien ’Lillemand,’ hvor det bedste standup fra serien er samlet. Også en Danmarks mest populære komikere Anders Matthesen er på TV 2 ZULU under årets Zulu Comedy Festival.

Zulu Comedy Festival foregår desuden med 220 arrangementer på scener i Aarhus og København. 
Læs mere om Zulu Comedy Festival her

Download program her

Billede {0} af {1}