
TV 2 fortsætter med at give PLAY-brugerne unikt indhold med ’Natholdet på PLAY’, der havde premiere i sidste uge på TV 2 PLAY.
Der er masser af muligheder for gode grin, når Anders Breinholt i selskab med en række medværter i de kommende uger kaster sit falkeblik på de absurditeter og morsomheder, som det danske medielandskab er fuldt af. Det sker som sædvanligt med afsæt i tip, som seerne har sendt ind til redaktionen, men denne gang i nogle helt særlige udgaver af ’Natholdet’, der kun sendes på TV 2 PLAY.
Normalt ville ’Natholdets’ mange fans skulle vente til efter sommerferien, før der var nye afsnit af ’Natholdet’ på TV 2, men nu kan de altså allerede få nye afsnit serveret på TV 2 PLAY.
Vært på ’Natholdet’, Anders Breinholt, indledte første udsendelse på PLAY, der i øvrigt var med fint besøg af drengene fra Citybois, med at sige følgende:
- Godaften, goddag eller halløj – jeg aner faktisk ikke, hvad jeg skal sige, fordi normalt sender vi jo i fjernsynet på et givent tidspunkt, men nu er vi rykket helt ind i fremtiden og er gået decideret online. Derfor kan du finde os på TV 2 PLAY, hvor vi hver torsdag kl. 21 om aftenen uploader ugens udsendelse.
Og Anders Breinholt fortsætter med at forklare det nye tiltag:
- Hvorfor spørger du så? Jo, simpelthen fordi vi kan – men også fordi vi har lyst. Og den egentlige årsag til at vi sender ’Natholdet på PLAY’, er at I, kære seere, bliver ved med at sende os det ene gode tip efter det andet. Gode tip på helt fantastiske klip.
Ifølge kanalchef på TV 2 PLAY, Sune Roland, er det helt rigtigt, at det også er på grund af seernes og brugernes mange gode input, at der er stof til at producere eksklusive udgaver af ’Natholdet på PLAY’. Men det er samtidig også et led i en strategisk satsning på TV 2 PLAY, hvor der i stigende grad vil blive produceret unikt indhold til TV 2s digitale tv-tjeneste.
- For et par uger siden havde vi premiere på ’Serieland’ og nu har vi så lige haft premiere på ’Natholdet på PLAY’. Begge dele er unikke produktioner, der er lavet særligt til PLAY, og det bliver ikke sidste gang, at vi laver særligt indhold til TV 2 PLAY. Vores brugere tager virkelig godt imod programmerne på PLAY, og for os handler det om at levere unikt, dansk indhold til brugerne, uanset om det er med premiere på TV 2, på vores nichekanaler eller på vores digitale platforme. Vores indhold skal fungere på tværs, og PLAY skal også tilbyde unikke førstegangsvisninger, ligesom vores andre kanaler gør det.
Første afsnit af ’Natholdet på PLAY’ kan ses gratis her.
Læs også:
Seriemagasin er TV 2 PLAYs første egenproduktion