
"ZULU vil gerne folde sammenhængende oplevelser ud for de 15-40-årige, og det er dét, flow-tv kan", siger Sune Roland, chef for TV 2 Networks og dermed ZULU. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)
Efter rekordåret 2014 fortsætter ZULU storformen og har fået den bedste start på et nyt år siden 2006. En række seere mister kanalen i næste uge, men kan købe adgang til ZULU via TV 2 PLAY.
”De unge gider ikke se tv mere!”, ”Flow-tv er dødt!” og ”Netflix er det eneste, de unge målgrupper vil have”. Dommedagsprofeterne har stået i kø for at lægge tv, som danskerne kender det, i graven.
Og især har tonen været skærpet omkring de unge seere og deres mediebrug. Men Gallups seertal for TV 2 ZULU tilbageviser mange af de dystre toner.
Seermålingerne viser nemlig, at Danmarks mest vitale mediebrand blandt de yngre danskere – TV 2 ZULU – i dén grad stadig har fat i sine brugere - faktisk i højere grad end nogensinde før. 2014 blev ZULUs stærkeste år blandt de 15-40-årige, hvor kanalen overgik 2013, der også var et rekordår.
Og de helt friske seertal viser, at starten på 2015 har været ZULUs stærkeste sæsonstart siden 2006 – blandt andet fordi TV 2 ZULU i sidste uge gik ind i Charlie Hebdo-tragedien ved at live-broadcaste danske komikeres initiativ for ytringsfrihed i showet ’Ikke for sjov!’
TV 2 ZULU viser den nye, populære og meget roste tv-serie 'Gotham' fra mandag 26. januar. (Foto: Warner Bros / TV 2)
ZULU-krigeren bliver udfordret
Trods den store og stigende opbakning fra danskerne er ZULU-krigeren udfordret på hjemmebanen. TDC TV, der distribuerer tv via bredbånd, har besluttet at flytte kanalen fra mellem- til fuldpakken, hvilket betyder, at cirka 130.000 husstande mister ZULU i deres pakker pr. 28. januar.
Hos TV 2 ZULUs chef og medarbejdere er der dog langt fra krisestemning.
- Det er møgærgerligt, at nogle af vores trofaste seere, som vi har været i selskab med i succesåret 2014, pludselig ikke kan se os på grund af en ændret pakkestruktur hos TDC TV. ZULU vil gerne folde sammenhængende oplevelser ud for de 15-40-årige, og det er dét, flow-tv kan. Heldigvis er det klart mindre end én ud af ti, der bliver berørt, og vi trøster os med, at de med et abonnement på TV 2 PLAY har mulighed for at se alle vores programmer, når de har lyst, siger chefen for TV 2 Networks og dermed for TV 2 ZULU, Sune Roland. Han fortsætter:
- Vi tror meget på, at ZULU for vores brugere lige så meget er en stemning som en tv-kanal. Og den stemning kan brugerne tappe ind i på skærmen, på zulu.dk, gennem Facebook og på TV 2 PLAY, hvor ZULUs programmer i høj grad er med til at løfte seningen.
Mange nye programmer på vej
I de kommende uger sætter TV 2 ZULU en lang række nye danske programmer i gang. I næste uge gælder det dog først tv-premieren på den spritnye, populære og meget roste krimidramaserie 'Gotham'.
Læs mere om den amerikanske krimidramaserie 'Gotham' på TV 2 ZULU.
I den grænseoverskridende ’Testkaninerne’ afprøves myten eller realiteten om rødhåredes smertetærskel på de to rødhårede testkaniner Carsten Green og Mikkel Klint Thorius. (Foto: Immergut / TV 2)
I de efterfølgende uger byder TV 2 ZULU – og TV 2 PLAY – på tredje sæson af den populære serie blandt yngre seere ’SJIT Happens’, en ny sæson med ’Nørgaards netfix’ og den nye, grænseoverskridende ’Testkaninerne’, hvor myten eller realiteten om rødhåredes smertetærskel afprøves på de to rødhårede testkaniner Carsten Green og Mikkel Klint Thorius.
Læs mere om de nye programmer i TV 2 Medienyt i næste uge.
I løbet af foråret præsenterer ZULU også den nye fiktionsserie ’Lillemand’ med Jonatan Spang, programserien ’Det store Linda P Show’ med sketch, pranks, musik og optræden, ’Zulu Awards 2015’ samt anden sæson af efterårets succesprogram ’Sjov med sex’.