
”Det er den mest veloplagte sæson, vi nogensinde har lavet”, siger Jarl Friis-Mikkelsen forud for sæsonpremieren søndag 19. oktober.
Peter Mygind og hans hustru, Lise Mülhausen, skal dyste mod hinanden i sæsonpremieren på 'Jarls Quizshow' – sammen med henholdsvis skuespiller Jesper Lohmann og musiker Ole Kibsgaard. (Fotos: Per Arnesen / TV 2)
TV 2 CHARLIE inviterer til en ny sæson af det humørfyldte underholdningsprogram 'Jarls Quizshow' fra søndag 19. oktober. Vært Jarl Friis-Mikkelsen har igen fået spændende og kendte danskere i studiet til en rask dyst med musik og gode grin i højsædet.
Nu får både de kendte gæster og seerne derhjemme rig lejlighed til at teste deres paratviden – god hjulpet på vej af den lune vært og hans kapelmester, Jeanett Albeck.
- Det er den mest veloplagte sæson, vi har lavet nogensinde. Bandet er blevet om muligt endnu bedre, og vi har sat gæsterne sammen på en skæg og skæv måde. Holdene kender nødvendigvis ikke hinanden i forvejen - som f.eks. Lene Siel og Michael Meyerheim, der sammen skal dyste mod Jette Torp og hendes mand, der er bedst kendt under navnet Chili-Klaus, siger Jarl Friis-Mikkelsen.
Se trailer for 'Jarls Quizshow' her.
Thomas Evers Poulsen (th.) sørger i den kommende sæson for spontan dans i 'Jarls Quizshow', da han hiver sin modstander og tidligere dansepartner Mathilde Norholt ud på gulvet til en svingom.
Kendt par dyster mod hinanden
Programmet byder også på masser af sjove anekdoter, og der bliver også plads til et par overraskelser i løbet af sæsonen, som ikke engang Jarlen havde forudset – som når f.eks. Thomas Evers Poulsen hiver sin modstander og tidligere dansepartner Mathilde Norholt ud på gulvet til en svingom!
I sæsonpremieren kan seerne glæde sig til at opleve skuespiller Peter Mygind og hans bedre halvdel, Lise Mülhausen, der skal dyste mod hinanden – flankeret af henholdsvis skuespiller Jesper Lohmann og musiker Ole Kibsgaard.
Her går bølgerne højt – både når vi får historien om parrets allerførste, hede møde, og når konkurrence-genet sætter ind, og begge hold satser alt for at vinde quizzen. Om de ender med at satse husfreden, afsløres søndag 19. oktober kl. 20.55 på TV 2 CHARLIE.