
VM-fodbold og Tour de France dominerede ugens tv-forbrug hos danskerne.
Der var fuld gang i research og forberedelse blandt TV 2s eksperter i VM-studiet og hos vært Peter Schmeichel, mens de direkte transmissioner af selve VM-kampene var på skærmen. (Foto: Ebbe Rosendahl / TV 2)
I 2006 – hvor Danmark ikke deltog i VM-slutrunden – var VM stort på dansk tv. Men FIFA VM 2014 (igen uden dansk deltagelse) formåede at vokse yderligere, idet danskerne i gennemsnit brugte ni procent mere tid på at følge VM i år end i 2006.
Hver dansker så VM-fodbold i 9 timer 12 minutter i gennemsnit i 2014, og de højeste seertal blev naturligvis nået i VM’s sidste uge med to semifinaler, en bronzekamp og en finale. Mest set med 1,9 mio. seere tilsammen på TV 2 og DR1 var finalen mellem Tyskland og Argentina, og herefter fulgte TV 2s visning af den historiske semifinale mellem Tyskland og Brasilien.
Blandt alle danskere fulgte flest finalen på DR1 – ligesom ved EM-finalen i 2012, men anderledes end ved VM i 2010, hvor flest så med på TV 2. Blandt de 20-60-årige var TV 2s transmission af VM-finalen 2014 den foretrukne.
Den tyske angriber Thomas Müller kan nu kalde sig verdensmester. (Foto: Getty Images / TV 2)
Efter VM-finalen gik den største diskussion i øvrigt ikke på kampen, men på DR1’s brug af Nicklas Bendtner som fodboldkommentator – hans første kommentatoropgave nogensinde og dermed også hans eneste under VM. I Information kaldte Lasse Jensen, mangeårig journalist og redaktør på DR P1-programmet ’Mennesker og medier’, DR’s brug af Nicklas Bendtner for ”en klar fejldisposition” – og fortsatte:
”Det var en fornøjelse at høre både Morten Olsen og Frank Arnesen øse af både vid, erfaring, fodboldglæde og interessante analyser. Det var noget helt andet med Bendtner. Ikke på noget tidspunkt bidrog han med andet end almindeligheder. Ja, jeg er ikke dummere, end jeg kan se, at en lang og præcis aflevering på tværs og langt fremad er ”fantastisk”, og jo, jeg kan også forstå, at Lionel Messi er en fremragende spiller. Og så opfandt Bendtner et nyt ord, nemlig ”skabechancende”. Bendtner er en nutids-kendis, hvis internationale fodboldkarriere har gjort ham mere kendt i Danmark end i udlandet. Han er fast inventar i ugebladene, hvilket i den moderne tv-verden kan skabe det indtryk, at han også kan sælge billetter som tv-kommentator. Det kan han ikke.”
DR-sportschef Jakob Kwon forsvarede brugen af Bendtner med, at ”han er en af vores førende angribere og en af vores førende fodboldprofiler – også i udlandet – altså når han nu igen får sig en klub”, og at Bendtner ”kunne bidrage med sin store viden til kampen”.
Fra produktionen af 'Tour de France: Studiet' på Kvægtorvet i Odense. (Foto: Ebbe Rosendahl / TV 2)
”TV 2s dækning af Tour de France er eminent”
Også ugens anden store sportsbegivenhed, Tour de France, trak mange seere og klarede sig seermæssigt fint, selv om et par af de markante ryttere måtte udgå efter styrt, nemlig sprinteren Mark Cavendish og en af forhåndsfavoritterne Chris Froome.
I Politiken blev begivenheden Tour de France og TV 2s dækning af Touren omtalt i en tv-anmeldelse af Mads Zacho Teglskov:
”TV 2s dækning af Tour de France er eminent. Den formidler tilskuerglæde, sportssmerte og indendørssommer. Barndommens lyd af fars sandaler i rastløs vandren mellem haven og stuen. Ikke tid til strandlege eller vandkamp; Fignon rører på sig. Og selskabet er udsøgt. At tænde for Touren er som at sætte sig i en lænestol i en bar med en sval øl og overhøre tre gode venner ved nabobordet samtale om en fælles passion i flere timer."
----------
I tabellerne herunder sammenlægges seertallene for programmer, der samsendes på flere kanaler, f.eks. samtidig udsendelse af nyheder o.l. på TV 2 og TV 2 NEWS.
Top 20 - 20-60 år - uge 28 (ekskl. nyheder og vejr-tv) Nr. Kanal Program Seertal Share i % 1. TV 2 FIFA VM: Semifinale: Brasilien-Tyskland 768.000 68 2. DR1 FIFA VM: Semifinale: Holland-Argentina 687.000 73 3. TV 2 FIFA VM: Finale: Tyskland-Argentina 563.000 41 4. DR1 FIFA VM: Finale: Tyskland-Argentina 535.000 39 5. DR1 FIFA VM: Bronzekamp: Brasilien-Holland 475.000 56 6. DR1 Brasilien på Bryggen (gns.) 342.000 40 7. TV 2 FIFA VM: Studiet: Medaljeoverrækkelse 316.000 37 8. TV 2 Tour de France: 9. etape, direkte 282.000 51 9. TV 2 FIFA VM: Studiet: Kan Brasilien uden .. 278.000 29 10. TV 2 FIFA VM: Studiet: Historisk kollaps af .. 261.000 59 11. DR1 Guld på godset 251.000 30 12. TV 2 FIFA VM: Fodboldfest fra Copacabana 247.000 25 13. DR1 Skattejægerne 242.000 29 14. DR1 Sommer Horisont 221.000 24 15. DR1 Afslutningsceremoni FIFA VM 2014 220.000 27 16. DR1 Ronin 216.000 33 17. DR1 Puk og Herman stævner ud 211.000 29 18. TV 2 Tour de France: Studiet: Ny mand i gult 207.000 33 18. DR1 I hus til halsen 207.000 28 20. TV 2 Touren og VM-finalen 204.000 30