Vinter-OL: De største smil og de største skuffelser

05. februar 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

Hvis man elsker sport på allerhøjeste niveau, er der masser at glæde sig til, når TV 2 sender fra vinter-OL i Sochi. For TV 2 Sportens folk er vinter-OL lidt som juleaften – den varer bare flere uger.

Morten Ankerdal glæder sig til følge den norske langrendsløber Petter Northug (foto), der ikke har haft den bedste sæson, men måske topper til OL? (Fotos: Getty Images / TV 2)

Det bliver ikke større end de olympiske lege. Og det bliver det heller ikke for TV 2 Sportens OL-hold, der får noget at se til i perioden fra 6. til 23. februar. Her dækker TV 2 legene fra Rusland tæt og sender mere end 400 timers vinter-OL på TV 2, TV 2 ZULU og på TV 2 PLAY. For TV 2 Sportens værter, kommentatorer og eksperter er arbejdet med OL noget ganske særligt – de har et passioneret forhold til den store begivenhed.

- OL er ikke bare et stævne. Det er STÆVNET. Det finder kun sted hvert fjerde år. Hvad du udretter til OL, bliver husket. Hvis du vinder, bliver du udødeliggjort. Og hvis du som dansker tager en medalje, så skriver du vintersportshistorie. Derfor er OL altid de største smil og de største skuffelser, siger TV 2s OL-vært Morten Ankerdal.

Dennis Ritter, der blandt andet skal kommentere skiskydning, glæder sig til at følge, om det lykkes for nordmanden Ole Einar Bjørndalen (foto) at blive den mest vindende vinter-OL-atlet nogensinde.

Får gåsehud, når flammen bliver tændt
Dennis Ritter, der blandt andet skal kommentere skiskydning fra Sochi med Kristian Wulff, er helt på linje med Morten Ankerdal. I et par uger skal han arbejde i den by, som bliver det meste af klodens omdrejningspunkt. Her skal mere end 2.500 atleter fra 88 nationer konkurrere.

- Jeg elsker at være til OL. Når flammen bliver tændt, får jeg gåsehud og kan mærke, at nu er vi til noget helt specielt. Vi er det sted, hele verdens øjne er rettet imod, siger TV 2s sportsjournalist og kommentator Dennis Ritter.

- Det fantastiske ved vinter-OL er, at vi får lejlighed til at se en række sportsgrene, vi ikke ser til hverdag. Hvert fjerde år mødes verdenseliten inden for de forskellige vintersportsgrene og kæmper om de største medaljer. Det giver masser af passion og spænding. Det giver en særlig stemning, når sportsfolk fra hele verden mødes på tværs af niveau, og undervejs opstår der historier og helte, som vi kommer til at elske, siger Dennis Ritter.

Hos Michael Hostrup Stærke, der skal kommentere curling, er det alle de uforudsigelige historier, der opstår under et vinter-OL, der gør den store sportsbegivenhed til noget helt specielt.

- Hver gang der er OL, bliver jeg mindet om, hvorfor sport er så fantastisk og i særdeleshed sport til OL. Her kommer jeg uundgåeligt til at holde af sport, jeg ikke anede, at jeg kunne lide. Under et vinter-OL kan man ikke forudsige, hvor dramaet kommer, det kan lige så vel være på skihopbakken som i skøjtearenaen. Det er alle de uforudsigelige historier, der gør OL til noget særligt.

Både det danske herrelandshold og kvindelandshold i curling har kvalificeret sig til OL og kan nå langt i turneringen. Når Danmark spiller kampe, kommenteres de af TV 2s Michael Stærke og eksperterne Tommy Stjerne Hansen og Bo Jensen. (Foto: Lars Møller & Lars Schram / DIF / Team Danmark / TV 2)

Langrend, skiskydning og curling
Vinter-OL favner bredt, og på TV 2, ZULU og PLAY bliver der vist så forskellige ting som ishockey, alpint skiløb, kunstskøjteløb, skeleton, skiskydning, hurtigløb på skøjter, curling og meget mere. De tre TV 2-folk har hver især ting, som de glæder sig særligt til ved det kommende OL.

- Jeg glæder mig til langrend og skiskydning. I klassisk langrend er jeg vild med nordmanden Petter Northug. Han er ubetinget skisportens ukronede gavflab. Men han har ikke ramt formen i denne sæson. Det glæder jeg mig til at se, om han gør i Sochi, siger Morten Ankerdal.

Morten Ankerdal nævner skiskydning, som Dennis Ritter skal kommentere, og som han også er meget optaget af. Skiskydning - eller biathlon - er en disciplin, hvor det gælder om at køre vanvittigt hurtigt på ski og så standse, finde koncentrationen, skyde og ramme. Helt præcist!

- Selv er jeg vanvittig fascineret af skiskydning. Hvis cykling er i mit ene hjertekammer, så er skiskydning i det andet. I år blive det især spændende at følge legenden Ole Einar Bjørndalen. Hvis han vinder to medaljer i år, hvad der absolut er muligt, slår han langrendsløberen Bjørn Dæhlies rekord og bliver den mest vindende atlet ved vinter-OL nogensinde. Det er et drama, jeg glæder mig til at følge tæt, siger Dennis Ritter.

Alexis Pinturault repræsenterer Frankrig i alpint skiløb. Flemming Toft kommenterer de alpine skiløb sammen med den tidligere vinter-OL-deltager Johnny Albertsen.

Overnattede i minus 20 grader på Holmenkollen
TV 2s Michael Hostrup Stærke har også et svagt punkt for skiskydning – men er hen ad vejen også blevet meget glad for curling. Han skal kommentere curling sammen med eksperterne Tommy Stjerne Hansen og Bo Jensen. I curling stiller Danmark op med både et herre- og damehold, og det er den disciplin, hvor Danmarks chancer for medaljer er størst.

- Jeg har altid været vild med skiskydning, og interessen blev ikke mindre, da jeg boede i Norge et år og på tætteste hold oplevede, hvor passionerede nordmændene er omkring deres sport. Jeg overnattede i et telt i minus 20 grader på Holmenkollen for at få de bedste pladser til en World Cup-afdeling i skiskydning, og det har jeg aldrig fortrudt. Det bedste ved skiskydning er, at du er garanteret spænding lige til det sidste, da det ikke er nok at være en dygtig skiløber, hvis du pludselig skyder forbi målet, siger Michael Hostrup Stærke. Han fortsætter:

- Ved sidste vinter-OL fik jeg at vide, at jeg skulle kommentere curling, og det var ærligt talt ikke det, jeg havde drømt om. Men et nyt univers blev åbnet for mig, og i dag holder jeg meget af curling. Bruger man ti minutter på at sætte sig ind i det taktiske omkring spillet, finder man ud af, hvor vildt et spil det er, hvor mange muligheder der i spillet og ikke mindst, hvilke fantastiske atleter der spiller det. Og så hjælper det selvfølgelig også på interessen, at Danmark har to hold med.

Masser af OL på tv2.dk
På tv2.dk får brugerne den olympiske livenerve direkte ud på pc, mobil og tablet. Alle de danske atleters konkurrencer bliver live-dækket, og brugerne får undervejs analyser fra tv2.dks ekspert under OL, Anja Bolbjerg, der desuden også leverer skarpe kommentarer på begivenhederne i Rusland i løbet af legene.

Samtidig giver OL på tv2.dk brugerne de største præstationer og de mest dramatiske øjeblikke på webtv, så brugerne ikke misser ét afgørende OL-højdepunkt.

Olympisk nyhedskanal på TV 2 PLAY - med danske kommentatorer
Der er også masser af OL på TV 2 PLAY - her kan de danskere, der er på arbejde under livesendingerne, følge med på TV 2s digitale tv-tjeneste. Her tilbydes der også adgang til den olympiske nyhedskanal, der sender døgnet rundt - og med danske kommentatorer fra kl. 16 til kl. 22.30. Så her kan danskerne fortsætte OL-seningen efter livetransmissionerne på TV 2 og TV 2 ZULU.

TV 2 PLAY giver adgang til masser af live-OL fra TV 2 og TV 2 ZULU og OL on demand – på flere platforme naturligvis.

Læs også:
Sådan sender TV 2 fra OL

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}