TV 2-julekalender blev årets mest sete

31. december 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

”Tvillingerne og Julemanden” blev årets topscorer og den næsthøjest vurderede tv-julekalender nogensinde.

Julemanden Nicholas (Lars Hjortshøj) sammen med tvillingeforældrene Nanna og (en her rygsmerteplaget) Anders, der blev spillet af henholdsvis Lærke Winther og Casper Crump. (Fotos: Per Arnesen / TV 2)

Årets familiejulekalender på TV 2, ”Tvillingerne og Julemanden”, blev ikke alene årets mest sete med over én million seere i snit. Julekalenderen blev også en del af tv-historien ved at at få den næsthøjeste kvalitetsvurdering af seerne, som nogensinde er givet til en børne-, familie eller voksenjulekalender på dansk tv.

Efter 24 afsnit havde ”Tvillingerne og Julemanden” en gennemsnitlig vurdering på 4,2 på en skala fra 1 til 5. Det er kun overgået af førstegangsvisningen af DR1s "Pagten" i 2009 med vurderingen 4,3.

Med den flotte vurdering til ”Tvillingerne og Julemanden” er årets tre fiktionsserier på TV 2 nu blandt stationens fire højest vurderede nogensinde.

”Dicte” fik i snit vurderingen 4,3 (4,346 opgjort undtagelsesvis med tre decimaler for at tydeliggøre forskellen) og er dermed den bedst vurderede TV 2-fiktionsserie nogensinde.

På andenpladsen i TV 2-historien kommer første sæson af "Strisser på Samsø" med vurderingen 4,3 (4,309 angivet med tre decimaler).

På tredjepladser ligger efterårets ”Rita” sæson 2 også med vurderingen 4,3 (4,277 angivet med tre decimaler for at angive den lille forskel), og herefter kommer altså ”Tvillingerne og Julemanden” med vurderingen 4,2 (4,242 angivet med tre decimaler for at angive den lille forskel på gennemsnitsvurderingerne af serierne).

Nicholas (Lars Hjortshøj) i Aalborg sammen med storebror William (spillet af Alex Høgh Andersen) og tvillingen Peter (spillet af Martin Hempel Barkholt).

”Den hidtil bedste julekalender fra TV 2s side”
Det var ikke alene seerne, som var begejstrede for ”Tvillingerne og Julemanden”. Også den avis, som løbende fulgte og anmeldte årets tv-julekalendere, Nordjyske Stiftstidende, delte roser ud til ”Tvillingerne og Julemanden”:

”På bundlinjen står, at dette i min optik er den hidtil bedste julekalender fra TV 2s side. Jeg erindrer med frygt og bæven TV 2s 90’er-julekalendere, der havde alt for meget larmende musik, alt for mange genbrugte scener og alt for meget discount. Med "Tvillingerne og Julemanden" er der skabt en formfuldendt, fortløbende historie, hvor der stort set dagligt er sket et fornuftigt skridt fremad mod forløsningen.

Jeg ville dog godt have grint lidt mere. Også på skuespilsiden har det været yderst fornuftigt. Her har været flotte rekvisitter, flotte scenografier, flot natur og så videre. Så tak for denne gang. Det har været en fornøjelse”, skrev anmelderen Max Melgaard i sin afsluttende anmeldelse 25. december.

Tvillingerne Signe og Peter (Marie Højgaard Andersen og Martin Hempel Barkholt).

Sådan blev årets tv-julekalendere set
Det gennemsnitlige seertal til ”Tvillingerne og Julemanden” var 1.041.000. Hertil kom, at 152.000 fulgte den daglige genudsendelse.

Også DR1’s ”Pagten” havde gode seertal – 858.000 i snit – og en gennemsnitlig vurdering på 4,161. ”Pagten” blev genudsendt fire gange dagligt, og her blev det samlede seertal til de fire visninger 77.000.

Tv-klassikeren ”The Julekalender” blev i år vist om eftermiddagen med et gennemsnitligt seertal på 131.000. DR Ramasjang sendte ”Shane viser ’Jul på Slottet’” med 124.000 seere i gennemsnit. DR2 genudsendte ”Jul på Vesterbro” med 102.000 seere i snit.

”Jultra – store nørdernes jul” på DR Ultra blev set af gennemsnitligt 37.000 ved de daglige førstegangsvisninger.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}