TV 2 fejrer 25 år med reklame-tv

04. september 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 fejrer 25 år med landsdækkende reklame-tv ved at bruge reklameblokken i sit store fødselsdagsshow på en ny måde, hvor seerne kan vinde de produkter, der reklameres for.

Salgsdirektør Peter Olafsson, TV 2. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

Markeringen af TV 2s 25 års fødselsdag kulminerer i et storslået fødselsdagsshow, hvor Lars Hjortshøj som vært står i spidsen for en hyldest til de seneste 25 år – både i Danmark, i verden og på TV 2.

TV 2s store fødselsdagsshow optages onsdag 2. oktober og sendes lørdag 5. oktober, og i forbindelse med at showet sendes på TV 2, afprøver stationen en helt ny måde at afvikle reklameblokken på.

- 25 år med TV 2 er også en fejring af 25 år med reklamer på landsdækkende tv, og det skal fejres med en helt ny måde at bruge reklameblokken på som helt håndgribeligt kan komme seerne til gode på selve aftenen. TV 2 stiller blokken til rådighed for de annoncører, der gerne vil lege med, og håber, at rigtig mange danskere også vil spille med. Som noget helt nyt kan seerne nemlig vinde de produkter, der reklameres for i denne særlige reklameblok, forklarer salgsdirektør TV 2 Reklamesalg, Peter Olafsson.

Lars Hjortshøj lægger som vært for showet op til reklameblokken med en annoncering af, at seerne – via en SMS-konkurrence - kan vinde alt det, de ser i reklameblokken i pausen. I anden del af showet gennemgår Hjortshøj præmierne og vinderne af konkurrencen kåres.

Fødselsdagsshowet vil desuden kigge tilbage på de 25 år med reklamer på TV 2, og der venter et godt gensyn med nogle af de legendariske reklamefilm, -slogans og -sange, som danskerne har sunget med på gennem årene.

Plads til otte annoncører - TV 2 betaler præmieafgiften
Konceptet for den særlige reklameblok går ud på, at hver annoncør leverer en præmie eller et gavekort til en værdi af mindst 25.000 kr.

TV 2 betaler præmieafgiften, og blokken udbydes til en fast pris, dvs. TV 2 betaler også buddet. Der er plads til otte annoncører, og reklameblokken sendes lørdag 5. oktober kl. 21.40 i pausen ved TV 2s store fødselsdagsshow.
Reklameblokken fyldes op efter først-til-mølle-princippet, og interesserede annoncører skal henvende sig til TV 2 hurtigst muligt.

TV 2 inviterer danskerne med til fødselsdagsshowet - billetterne sælges via billetnet.dk.

Læs mere om showet her.

 

 

Læs om alle fødselsdagsprogrammerne her.

Læs flere artikler om "25 år med TV 2".

Se TV 2s 25 års fødselsdagssite her.

Se TV 2s fødselsdagsprogrammer på TV 2 Play.

 

 

Billede {0} af {1}