
TV 2 Zulu sætter fokus på den store udspringskonkurrence Red Bull Cliff Diving ved Operaen i København med otte programmer i den sene aftenflade.
Gary Hunt - den regerende verdensmester i Red Bull Cliff Diving. (Foto: Red Bull / TV 2)
Mandag-torsdag i de to kommende uger (uge 25 og 26) viser TV 2 Zulu de vildeste udspring i otte programmer på kanalen. Og midt i programvisningerne - lørdag 22. juni - kulminerer det på dansk grund, når Red Bull Cliff Diving lægger vejen forbi København, hvor verdens bedste klippeudspringere tager turen fra Operaens tag og 27 meter ned!
TV 2 Zulu-programmerne er fra konkurrencen i 2012, og man kan via dette link få et indtryk af de udfordringer, deltagerne møder.
Verdenseliten af udspringere har kun deres færdigheder, fysiske kontrol og dyb koncentration at gøre godt med, når de kæmper om titlen som verdensmester i Red Bull Cliff Diving.
Vovehalsene udfører skruer og saltoer, inden de cirka tre sekunder senere rammer vandet med omkring 85 km/t.
De otte programmer på TV 2 Zulu viser bl.a. billeder fra sidste års konkurrencer på Korsika, i Grimstad i Sverige og på Azorerne. Sendetidspunkterne mandag-torsdag varierer mellem klokken cirka 22.30 og midnat.