
TV 2s fritidskanal byder på fantastiske internationale madprogrammer i den bedste sendetid.
"River Cottage"-vært Hugh Fearnley-Whittingstall. (Foto: Keo West.Com Limited / TV 2)
I de kommende uger og måneder får de danske tv-seere en mulighed for at følge nogle af de bedste madprogrammer – endda i den bedste sendetid og samlet på TV 2s fritidskanal TV 2 Fri, der går i luften søndag 5. maj.
Madprogrammerne vil bl.a. være på skærmen hver dag fra klokken cirka 18.50, og programmerne byder på både kendte og nye navne – og under alle omstændigheder på nyttige tips og inspiration til retter og råvarer, som seerne selv kan afprøve.
”River Cottage”
En af kronjuvelerne i TV 2 Fris tilbud af madprogrammer er de populære britiske programmer ”River Cottage” med den legendariske og humoristiske Hugh Fearnley-Whittingstall som vært.
De britiske programmer har været en succes i mange år på Channel 4 i England, hvor Hugh Fearnley-Whittingstall laver skønne retter i sit hus på landet - allerhelst med hjælp fra sine gode venner og med brug af lokale råvarer, lokale producenter og egen køkkenhave.
Læs mere om ”River Cottage” her.
Nigella Lawson. (Foto: Pacific Productions / TV 2)
”Mad med Nigella”
I de britiske madprogrammer ”Mad med Nigella” er den skønne og sanselige tv-kok Nigella Lawson hovedperson, og der er grund til at holde godt fast i gryderne, når seerne bliver inviteret indenfor i Nigellas køkken.
Den populære madelskende og bramfrie journalist har opbygget en stor fanskare, når det gælder nem kogekunst, og Nigella Lawson giver blandt andet tip til, hvordan hjemmelavet fastfood både kan være velsmagende og sundt. Hun ved nemlig godt, at det nogle gange skal gå lidt stærkt i køkkenet.
Rachel Khoo. (Foto: Daniel Lucchesi / TV 2)
”Rachel Khoos lille køkken i Paris”
Rachel Khoo er en ny, ung stjerne på madhimlen – og på BBC Two. I sit lille pariserkøkken laver hun den skønneste franske mad, som alle kan lære at lave, og hun tager seerne med til sine hemmelige steder i Paris for at finde franske lækkerier.
Rachel Khoo mener, at fransk kogekunst ikke længere er forbeholdt de fine restauranter, og hun giver f.eks. den berømte croque madame et twist.
Nigels mad er let at lave, og han bruger helst så få ingredienser som muligt - og gerne ting, han henter lige ude i køkkenhaven. Foto: Glenn Dearing / TV 2)
”Nem mad med Nigel Slater”
Hverdagsmaden bliver ofte kedelig, fordi der ikke er meget tid til at lave den. Det kender Nigel Slater alt til. Han giver derfor i programserien ”Nem mad med Nigel Slater” gode ideer til, hvordan man får maden til at smage godt, når man bare bruger det, man lige har i køleskabet - eller i sin køkkenhave.
I programmerne, der har været sendt på BBC One, fortæller han også om sit forhold til opskrifter - noget, som han mener, man ikke skal tage alt for højtideligt…
Rachel Allen laver nem og lækker mad. (Foto: Sweet Production / TV 2)
”Rachel Allens
lette retter”
Rachel Allen er blevet kaldt "Den irske maddronning", og hun har hovedrollen i de inspirerende madprogrammer fra Irland, hvor hun bl.a. viser, hvordan vi kan lave simpel, men lækker mad til vores venner og familie.
Fra sit hjem i Ballycotton i Irland afslører hun sine hemmeligheder, når det gælder om at lave mad uden stress, og hun præsenterer i hvert program seerne for tre inspirerende retter.
Senere på året blænder TV 2 Fri op for programmerne ”Rachel Allens kagedagbog”.
”Tinas sommerkøkken”
TV 2 Fri har også købt den svenske programserie med den populære kok Tina Nordström fra Skåne, der er kendt fra TV4. I programmerne rejser Tina Nordström rundt i det svenske sommerland og laver mad, og seerne får både tips og ideer til dejlig sommermad samtidig med, at de kommer med til nogle af Sveriges mest besøgte feriesteder.
Der laves mad på campingpladsen, ved havnen, i kolonihavehusene og på festivalerne, og der bliver f.eks. budt på helstegt pattegris og tacos.
Antonio Carluccio (th.) og Gennaro Contaldo. (Foto: Fresh One Productions / TV 2)
”To madglade italienere”
Maden kommer fra Italien, når seerne i ”To madglade italienere” følger Antonio Carluccio og Gennaro Contaldo, der er velrenommerede kokke og gamle venner.
I serien, der er kendetegnet ved humor, venligt drilleri og exceptionelt god kemi mellem hovedpersonerne, vender de to madglade italienere tilbage til deres hjemland, som de forlod for mere end 40 år siden.
Det gør de for at undersøge, hvordan kulturen – og dermed også italienernes forhold til mad - har ændret sig.
Serien med originaltitlen ”Two Greedy Italians” begynder i Bologna med en traditionel, italiensk søndagsfrokost for hele familien, hvor den bl.a. står på hjemmelavet pasta.
Michela Chiappa. (Foto: Freddie Claire / TV 2)
”Ganske enkelt italiensk”
I programserien ”Ganske enkelt italiensk” kan seerne lære at lave mad på ægte italiensk maner – og samtidig enkelt og nemt. Michela Chiappa er født i Wales i en stor italiensk familie, og nu deler hun ud af sine bedste opskrifter, som hendes mor og bedstemor har lavet dem.
Hun viser hemmeligheden bag den mest simple pasta. Hun ruller pastadej i fine lange ruller, skærer, koger, og så har man den lækreste Linguine Primavera. Michela Chiappa besøger bl.a. også Monica Venturi i Bologna, der er ekspert i håndlavet pasta, og som sælger alt fra lasagneplader til tortellini.
-------------------
Læs flere artikler om TV 2 Fri her.